Finanskrise, bankpakke og DLF’s lønpolitik

Vi har i DLF en lønpolitik, der bygger på, at alle vores medlemmer skal have ordentlige lønninger ud fra objektive kriterier, og at de så vidt muligt skal aftales centralt.

Vi mener ikke - og har i mange år ikke ment - at belønningsstrategien er et sundt princip.

Vi har haft skiftende finansministre og regeringer, der har arbejdet vedholdende og langsigtet for at udbygge den vej.

Nogle af fagbevægelsens organisationer gik med på det, men mange af dem har de seneste år skiftet mening efter at have indset virkningen af den strategi.

DLF har turdet stå ved sin grundlæggende filosofi om, at det er andre faktorer end individuelle belønningstillæg, der skaber engagement og samarbejde, og at de faktisk kan være direkte skadelige i forhold til intentionen om at få en større og mere kvalificeret indsats.

Det er vi som fagforening gennem årene blevet hånet ret kraftigt for.

»Det går jo den vej, I kan lige så godt springe på vognen« og lignende argumenter har været hverdagskost.

Heldigvis er vi ikke blevet grundlæggende rystet.

Og hvad sker der nu?

Finansverdenen bløder, og alle er pludselig enige om, at lønincitamenter for den bankrådgiver, der skal give kunden den bedste rådgivning, kan være ren gift for tilliden til rådgivningen og de produkter, man anbefales, fordi der ofte er knyttet personlige lønstigninger til, hvis rådgiveren får lokket kunden til at omlægge sit lån eller købe et bestemt produkt. Det finder mange forargeligt.

Den netop indgåede bankpakke understreger frit oversat, at bankerne skal være særdeles opmærksomme på ikke at lade personlig vinding gå forud for kundernes og bankens interesser. Der er bestemmelser i forhold til direktørlønninger såsom stop for aktieoptioner, og at maksimum 20 procent af den samlede løn må være variabel.

De erkendelser, der er ved at indfinde sig nationalt og globalt, kan nemt overføres til lærerværelset. Der må aldrig være tvivl om, hvilke motiver en lærer har for at tage nødvendige valg og indgå i samarbejde med sine kolleger om at forsøge at levere den rette undervisning for alle elever.

Tænk, at det skulle blive finanskrisen og bankpakken, der skulle sætte Danmarks Lærerforenings lønpolitik i relief.

Vi har gjort det godt med en vedholdende lønstrategi.

Det er godt at konstatere her i årets første måned, og det er også lidt svært at lade være med at sige »Hvad sagde vi?« Det må dog være i orden med lidt selvros.

Godt nytår.

»Der må aldrig være tvivl om, hvilke motiver en lærer har for at tage nødvendige valg og indgå i samarbejde med sine kolleger om at forsøge at levere den rette undervisning for alle elever«