Stephen Grainger, lærer på Ringkøbing Skole
Jeg har tidligere brugt film som en del af min undervisning, men efter POV kurset kan jeg se, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg gjorde. Før troede jeg mest det handlede om at filme lidt og derefter redigere lidt. POV-metoden sætter dét at lave film – og undervise mine elever i at lave film – i enkle og konkrete rammer, der fungerer som en tjekliste over, hvad det er væsentligt at have fokus på, når man producerer en film.
I efteråret 2017 havde jeg fornøjelsen af at deltage på et tre dages forløb om en helt ny tilgang til at arbejde med film i folkeskolen. Den er udviklet af Filmby Aarhus i samarbejde med folkeskoler og andre filmfaglige partnere.
Konceptet virker – og faktisk over alt forventning, og derfor er det også værd at fortælle om.
Det kaldes POV-metoden, og det handler kort fortalt om at få konkrete værktøjer til at producere film. Det hele er baseret på, at vi folkeskolelærere allerede ved en masse om fortælling, så det er kun selve filmmediet, vi lærer om. Mange lærere viger tilbage for at undervise i filmproduktion, fordi teknikken ofte skaber problemer, og samtidig er der mange, der ikke rigtig ved sådan helt konkret, hvordan man filmer fra forskellige vinkler og samtidig opbygger en fortælling med levende billeder og lyd.
Først kommer vi lærere på en tredags-workshop, hvor vi lærer at lave film efter POV metoden. Og det vi lærer, bringer vi videre til eleverne. Den enkle og tydelige tilgang gør undervisningen mere overskuelig for eleverne, og det skaber grobund for deres kreativitet. Den konkrete og håndværksmæssige tilgang gør også, at det er nemt som lærer at gå til, og eleverne skaber nogle produktioner, de er stolte af at vise frem, fordi filmene ser professionelle ud. Det gør en kæmpe forskel.
En af grundstenene i POV-tilgangen er, at praksis kommer før teori - og den måde, det gøres på, giver det eleverne nogle hurtige succesoplevelser. Det hænger blandt andet sammen med, at eleverne bruger deres mobil til at filme med. Den er de trygge ved, og det gør, at ingen skal sætte sig ind i indviklet udstyr.
Det, at kunne arbejde med filmformatet på et mere professionelt niveau, åbner også op for, at eleverne kan bruge film i opgaveløsningen. Et interessant perspektiv som viser en bredere måde at tænke formidling på og som ind i mellem også får elever med, der normalt ikke ville være så engagerede.
I mit tredages forløb blev jeg undervist af professionelle filmfolk og andre lærere, som har erfaring med POV-tilgangen. For mig var det en god kombination, da undervisningssituationen hele tiden var i fokus.
Jeg håber virkelig projektet fortsætter og spredes - for det virker, økonomien er overskuelig og eleverne får et produkt med hjem, som de er stolte af. Og de har fået praktisk forståelse af, hvordan man arbejder med filmmediet.
Jeg ville ønske, jeg havde prøvet det tidligere, for det er virkelig godt, og derfor har jeg også selv meldt mig som underviser af andre lærere her til efteråret.
Artikler i Dagbladet Ringkøbing-Skjern:
• Skoleelever lærer at skabe film
• Lærere får lært kunsten at skabe en film
Mere om projektet bag POV-metoden: POV - Filmby Aarhus
Filmproduktion i folkeskolen – vi kan godt selv undervise
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.