Niels Christian Sauer og andre har ved flere lejligheder i Folkeskolen problematiseret kommunernes udsagn om folkeskolens manglende rummelighed.
Datagrundlaget på området er, som Sauer ganske rigtigt fremfører, mangelfuldt. Der er ikke tilstrækkeligt med data for udviklingen i paragraf 20.1-specialundervisning, hvorimod der er ganske gode data vedrørende paragraf 20.2-specialundervisning. Regeringen, KL og Amtsrådsforeningen har lavet et fælles udredningsarbejde på området. Det kan læses på www.kl.dk/291415/
Blandt hovedresultaterne fra udredningen vedrørende den faktuelle udvikling i omfanget af specialundervisning er følgende:
1) Der findes ikke statistik om paragraf 20.1-specialundervisning uden for specialklasser.
2) Antallet af paragraf 20.1-elever i specialklasser steg fra 7.338 i 1985/1986 til 10.617 i 2001/2002, en stigning på cirka 45 procent. Dette i en periode, hvor børnetallet (6-16-årige) faldt med cirka ti procent.
3) Det samlede antal af paragraf 20.2-elever steg fra 6.436 i 1985/86 til 9.897 i 2002/2003, en stigning på cirka 54 procent. Dette i en periode, hvor børnetallet (6-16-årige) faldt med cirka otte procent. Den samlede henvisningsfrekvens til paragraf 20.2-specialundervisning er i perioden steget fra 0,83 procent til 1,38 procent. Relativt set bliver der henvist 66 procent flere børn til paragraf 20.2-specialundervisning i dag, end der gjorde for 17 år siden.
Den årlige gennemsnitsudgift for en elev, der henvises til paragraf 20.2-specialundervisning, er mellem 250.000-300.000 kroner. I sammenligning koster en »almindelig« folkeskoleelev netto i gennemsnit mellem 40.000-50.000 kroner om året. Det kan derfor næppe undre, at kommunalpolitikere er særdeles interesserede i selv små udsving i udviklingen på specialundervisningsområdet.
Også selv om datamaterialet er ufuldstændigt.
Forkortet af redaktionen
Fakta om specialundervisning
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.