Fællesskab gennem overvågning

Hvordan er det kommet så vidt, at alle børnefamilier skal overvåges for at "fange" dem, der skal kigges nærmere på? I Gladsaxe Kommune har de taget hul på fagre nye verden med den begrundelse, at "målet helliger midlet". Det sagde Lenin og Stalin og Mao også, da de voldtog frihedsbudskabet i Karl Marx' kommunistiske manifest. Det sagde stort set alle diktatorer, når de iværksatte overgreb, der skulle legitimeres i befolkningen. Og det skrev Huxley og Orwell om i fagre nye verden og i 1984, hvor de med klarsyn viste os konsekvenserne. Og det udspillede sig i Chaplins film Diktatoren. En minister fra den påståede anstændige borgerlighed, Mai Mercado, burde få røde ører over at fremsætte et sådant forslag.

Og vi andre må forstå, at vi kan blive buret inde i op til et år, hvis vi ikke bidrager ved at indberette ved mistanke om noget, der ikke fungerer. Og ja, vel skal vi indberette, når et barn eller en familie har hjælp behov, men så var det måske en idé at bemande socialforvaltningerne, så de ikke blev lagt til bunke. Men faktisk underminerer overvågningsildhuen trangen til at indberette "hellere en gang for meget" yderligere. Det kommer nemt til at virke som en omsorg, der er holdt ud i strakt arm. Og man kan gribes af trang til at lade sig insprere af Stasi-agenten i Das leben der anderen.

Men hvordan er det kommet så vidt, at en liberal regering fremsætter det ene forslag efter det andet, som emmer af overvågning, påklædningslove og brud med fundamentale retsprincipper som fx lighed for loven. Det lyser langt væk af en magtens afmagt.

Måske skyldes deres afmagt, at de har fået opløst fællesskabet i så mange individuelle frihedsmuligheder, at det medmenneskelige er gået fløjten? Og nu søger man så at opnå et fællesskab gennem overvågning og tryning af dem, der stikker ud fra mainstream, selv om det vel dybest set er dem, de borgerlige frihedsrettigheder skulle give plads. Om vi kan lide dem eller ej!

Vi har opnået de mange frihedsgrader gennem effektiviseringer og konkurrence, og det har givet de fleste af os en højere levefod. Men det har vel også kostet på blandt andet medmenneskelighed og nærhed. Lad mig tage et par eksempler fra skolen og dens sprogbrug:

Da jeg startede i skole, gik jeg i en skolestue. Da jeg blev lærer, begyndte jeg at undervise i et klasseværelse, blev senere sat til at fortsætte i et klasselokale frem til jeg til sidst blev tildelt et læringsrum. Stue - værelse - lokale - rum lød udviklingen.

Når jeg så har undervist efter mit yndlingsundervisningsmateriale i dansk og historien, Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns Palle alene i verden, så kan vi ved at sammenligne udgaverne fra 1942 og 1974 se, hvordan Palle udvikler sig fra tilknappet til dreng med åbenstående pyjamas. Og hvis eleverne selv får lov til at lave deres nutidige tegninger, så sover han i underbukser. Frihed, mere frihed, mest frihed. Men hvis man så lader eleverne interviewe ældre mennesker, der har været børn, da bøgerne blev udgivet, så ser vi at den tilknappede Palle blev puttet, bad aftenbøn sammen med en forældre og fik en godnathistorie, men den opknappede havde fået eget værelse og fik et godnatkys efter at have lyttet til en godnatudsendelse med Inge Aasted i radioen. I deres egen nutidige har de fået diverse underholdningsmedier ind på værelset og sandsynligvis et godnat-råb. Nærhed - mindre nærhed - mindst nærhed.

Jeg ved fra mit arbejde som skoleleder, at de årlige trivselsundersøgelser giver et fint øjebliksbillede, men jeg har flere gange hvert år oplevet, at der var brug for mere omsorgsarbejde i nogle af de klasser, som gik under undersøgelsens radar - måske fordi spørgsmålene var lidt ude af trit med problemerne? Eller fordi målingen blev foretaget på en god dag? Eller fordi de, der havde problemer, var gode til at svare?

Forudsætningen for at opdage, hvor der er behov for omsorgs- og fagligt stimuleringsarbejde, er, at der er overskuelighed. Men stordrift skaber ofte et behov for opgavedifferentiering, som nemt kan give nogle catch 22-områder i det arbejde, der tager afsæt i den enkelte elev og ikke i fællesskabet.

Af hensyn til de elever, der har omsorg behov, må noget drastisk gøres. Enten må vi fordomsfrit diskutere de systemfejl, vi har reformeret skolen op omkring og flytte fokus fra det individorienterede, eller også må vi skabe det nye fællesskab, blandt andet gennem overvågning.

Det er også vores valg.