Fælles forberedelse behøver ikke være en by i Rusland

Der var engang, hvor jeg ofte mødtes med kollegaer og lavede fælles faglig forberedelse. Det var dengang, hvor vi havde tid til at inspirere, vejlede og fagnørde med hinanden. Men i takt med at vi alle fik mere undervisning og mindre tid til forberedelse, var vi også nødt til at prioritere anderledes og skære noget fra. For mange af os betød det desværre, at fælles forberedelse blev nedprioriteret i en grad, så det efterhånden var blevet en by i Rusland.

Når tiden er knap, lukker jeg mig inde

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har oplevet, at jeg lukker mig inde, når jeg bliver presset. Når tiden har været allermest knap, har jeg kørt mit eget løb og end ikke ænset mine kollegaer og deres undervisning. Der har ikke været overskud til at interessere sig for, hvad de arbejdede med i deres fag og klasser, og selvom jeg gerne har villet, har energien ikke været til tværfaglige forløb, der krævede, at man satte sig ned sammen og forberedte.

Tvunget til at prioritere den fælles forberedelse

Fordybelsesdagene har tvunget os til at prioritere at forberede sammen, og jeg havde næsten helt glemt, hvor inspirerende det kan være. I sidste uge havde min kollega og jeg for eksempel engelsk sammen med de to 9. klasser. Syv lektioner skulle fyres af, og vi syntes selv, vi endte med at planlægge et brag af en dag med flere forskellige aktiviteter med lidt for enhver smag.

Byen i Rusland er genfundet

En fantastisk engelskdag med vores to 9. klasser sluttede med flere positive tilbagemeldinger fra eleverne, og det var to trætte – men glade og tilfredse – engelsklærere, der highfive’de hinanden på kontoret efterfølgende. Om to uger står den på fordybelsesdag i engelsk med de to 8. klasser. Hurra for byen i Rusland – den savnede fælles forberedelse – der igen er blevet en del af mit lærerliv.