Faciliterende undervisning

I blogindlægget vil jeg gennemgå et tænkt eksempel på et Tove Ditlevsen-inspireret stykke fiktion for at komme med et eksempel på undervisning, der virker – eller faciliterende undervisning.

Vi forestiller os en tekst, som falder i tre overordnede dele. Pigens barndom, vilde ungdom og voksenliv som skolelærer. I første lektion fokuserer vi på første del, som handler om pigens barndom. Afsnittet kan vi underinddele i begivenheder.

I uddraget hører vi, hun bliver drillet i skole. Hun kommer hjem og har brug for at blive trøstet af sin mor, men hun kan ikke rumme det, fordi hun selv har haft en travl dag på arbejde. Pigen går ind på sit værelse, og sidst i teksten får vi adgang til hendes følelser via indre monolog.

Vores forventninger til eleverne i klassen er, at nogle har forberedt sig grundigt, fordi de elsker at læse litteratur, mens andre vil finde det kedsomt. Løsningen er at lægge arbejdet ud til dem i form af en opgave, som faciliterer underviserens rolle som vejleder.

Det gør vi ved at fortælle dem, at målet med opgaven er at danne sig et overblik over afsnittet. Derfor skal de kunne gøre rede for handlingen ud fra tekstens tre overordnede begivenheder: i skolen, derhjemme og på værelset. Formålet er at arbejde med indre og ydre konflikt, men det kommer vi til.

Læreren har forberedt et procesdokument, eleverne skal arbejde på. Her skal de skrive deres beskrivelser (se downloads). Der forventes et bestemt antal ord i hver boks, og læreren kan gøre opmærksom på fokuspunkter, de skal gå mere i dybden med.

I første begivenhed kunne det fx være læsefokusspørgsmål. Nogle fiktive spørgsmål kunne være: Fortæl hvorfor de andre piger ikke kan lide hende. Kom ind på, hvordan hun reagerer, når læreren blander sig. Giv et eksempel på hendes egen måde at håndtere det på.

Fokuspunkterne er gode som situeret viden, læreren kan trække på, hvis en gruppe er gået i stå. Bliver det hele eksponeret på en gang, vil de elever, som ikke synes, det er spændende, opleve det som ekstra arbejde og ikke en hjælp.

Det forventes, at eleverne skal arbejde videre med deres procesdokument i næste lektion, men hver lektion afsluttes med en hurtigskrivningssession, hvor eleverne får cirka fem minutter til at skrive, hvad de har lært. Her skal de koncentrere sig om at forbinde mål, fokuspunkter og nøgleord.

I næste lektion starter læreren med at komme med et eksempel på en elevs hurtigskrivning. Den bliver brugt som afsæt til at snakke om, hvad man arbejdede med i sidste lektion. Der kan fx være detaljer, andre ikke havde overvejet. Det kunne man begynde med, og så er vi allerede i gang.

Da vi bygger videre på vores forhåndsviden, har mål og formål ændret sig. Nu er målet for deres arbejde at kunne sige noget om indre og ydre konflikt. Derfor har fokuspunkterne ændret sigt til: Hvad udløser situationen i skolen, hvordan bliver det håndteret derhjemme, og hvilke følelser giver det anledning til på hendes værelse. Formålet er at de skal kunne reflektere over begivenhedernes relevans i deres egen hverdag.

Mål og formål afløser hinanden for at fordre ’dyb dannelse’ i forløbet af undervisningen. Deres hurtigskrivning vil udvikle sig fra beskrivende til analyserende og fortolkende. Hver lektion startes med et nyt eksempel, og man kan lade eleverne udvælge hinanden og lade dem organisere tekst-præsentationerne, og man kunne i den forbindelse lære dem at give hinanden feedback.

Når du benytter dig af metoden, vil du opleve elever, som er skarpe på at integrere mål, fokuspunkter og analysebegreber, hvis de får lov til at afrapportere deres tanker sidst i lektionen. Hvis I gør det hver gang, så vil undervisningens progression tydeligt fremgå af deres tanker. Det giver jer mulighed for at bruge citater fra hinandens hurtigskrivninger til at meta-reflektere over undervisningens taksonomi.

Under progressionen kan man altså indtænke et stillads af forskellige lektionstyper, som skal sikre variation. Her kunne man indtænke forskellige greb som genremediering, multiliteracy, multimodalitet og 21st century skills.