Et farvel til dansk skoletradition?

Vi er nu inde i elevernes tredje uge under den nye folkeskolelov. Erfaringerne og holdningerne omkring lovens implementering ude på skolerne er meget tydeligt afhængige af de lokale forhold. Erfaringerne er - som de oftest vil være - først og fremmest subjektive.

Og så kunne man jo med rette stille spørgsmålet: Hvordan kan man kritisere en folkeskolelov, der har fungeret i så begrænset en periode? Ville det ikke være bedre at se tiden an et par år, inden man tager kritikker-brillerne på?

Vores svar er et rungende NEJ. En så gennemgribende og kulturændrende politisk reform skal ikke vurderes ud fra individuelle, løsrevne erfaringer, men ud fra det værdisæt og menneskesyn, der ligger til grund for loven. Et menneskesyn, der IKKE har været til bred debat i den pædagogiske verden, men tværtimod er listet stille og diskret ind ad bagdøren. Alt dette skete, mens den larmende debat i DK omkring PISA-placeringer og lockout overdøvede alle forsøg på at tale om, hvordan vi egentlig ønsker at danne vores børn, så de kan gå fremtiden i møde med en faglig ballast OG gå-på-mod, kreativitet og tolerance over for andre mennesker.

Den nye skolelov er skabt på baggrund af frygt og ikke på baggrund af visioner. Frygten for at vores børn ikke lærer lige så meget som kinesiske børn. Derfor må vi undervise dem i mange flere timer ud fra devisen: mere undervisning må skabe klogere børn. Vi skal dog ikke skæve længere væk end til Finland (1. plads-indehavere i PISA-"kapløbet") for at se, at dette ræsonnement ikke holder. Timetallet for et helt skoleforløb er i Finland 6.327. Til sammenligning ender vi i Danmark på (minimum) hele 11.760 timer med den nye skolelov.

Den nye skolelov udspringer af et meget snævert uddannnelsessyn - nemlig lærings-maksimering. Vel at mærke læring, der kan måles. Reformen fokuserer ensidigt på, at vores børn hele tiden skal blive dygtigere og dygtigere. Vi stiller spørgsmålstegn ved, om "dygtighed" i læsning og matematik er skolens eneste formål. Der er i loven fokus på læringsmål. De snævre læringsmål handler om reproduktion af den kendte viden - ikke nysgerrighed omkring det endnu ukendte. Vi risikerer, at lærere og elever bliver nødt til at tage skyklapper på, da målene skal nås hurtigt og effektivt. Vi frygter for nedtoningen af de kreative processer, fantasien, samarbejdet og den kritiske stillingtagen. Alle de elementer, vi normalt forbinder med dansk skoletradition.

Den nye skolelov bærer tydeligt præg af manglende respekt for barnets frie rum. Rum til fordybelse i leg, til venskaber, til fritidsinteresser og rum til at blive hørt. Der bliver lagt op til voksenstyrede aktiviteter i elevernes pauser. Er vi bange for, at vores børn spilder tiden med noget så banalt som leg? Med reformen er skolerne ikke længere forpligtet til at skemalægge "klassens tid". I stedet indfører man et årligt trivsels-spørgeskema. Det er ikke svært at regne ud, hvad børnene har mest brug for. Inden for rammerne af den nye lov, kan børnene blive fritaget fra en del af undervisningen, hvis barnet dyrker elitesport eller får undervisning på en musikskole. Er det virkelig vores holdning, at elitesport og musik er de to enkeltstående "kulturområder", der skal definere det gode liv? Hvad med billedkunst, friluftsliv, skak, programmering, rollespil eller amatørteater. Er det 2.rangs-interesser?

Foreningen Folkeskoleforældre tager kritisk stilling til ideologien og menneskesynet bag den nye folkeskolelov. Vi ønske at debattere, hvorfor vi holder skole. Er skolen til for erhvervslivet...eller for livet? Hvad er egentlig dansk skoletradition? Og hvilke dele af denne tradition ønsker vi at værne om...også i fremtiden?

Cecilia Lucia Fava

Medstifter af foreningen Folkeskoleforældre (www.folkeskoleforaeldre.dk)