Enhedsskolen fremmer mobning

Kan det snart undgå nogens opmærksomhed, at al pædagogisk forskning demonstrativt og konsekvent lukker øjnene for de skader og psykiske belastninger, som udelthedens kakofoniske, usammenhængende uensartethed udsætter børnene for? Når forskeren Helle Rabøl Hansen nu sætter fokus på noget så ubehageligt som mobning, kunne man vel forvente, at hun fra et forskersynspunkt bare sådan periferisk prøver, om selve udelthedens sammenblandinger af bogligt svage og dygtige, hvoraf de første for det meste tabes i undervisningen, og de sidste forsømmes, kunne tænkes at være årsagen til den mobning, der fremstilles som så forfærdelig og psykisk invaliderende. Hvor megen selvdisciplinering kan man forvente, at læreren kan udvikle blandt alle klassens elever, når op mod halvdelen ikke formår at følge den undervisning, der ikke uafladeligt kan være rettet mod dem? Eller hos de elever, der må fordrive tiden i understimuleret lediggang og dermed forsømmes, fordi undervisningen heller ikke hele tiden kan være rettet mod dem? Når man således sammenroder svage og dygtige i en pærevælling, skal der en helt særegen og naiv idealforestilling om menneskenaturen til for at kunne bilde sig selv og andre ind, at det er muligt, sådan som det er fremstillet, at kanalisere mobningsenergien over i et idyllisk, fagkoncentreret, uddannelsesbefordrende, harmonisk klassefællesskab.