En tænketank

Jeg synes nok , at det svirrer med historier af den uhyggelgste slags. Børn bliver syge af den lange skoledag. Autister vil ikke mere i skole. Hver femte underviser er ikke lærer. Padagogmedhjælpere bliver opgraderet til lærere. 70 % af lærerne ville egentlig gerne lave noget andet. Inklusionen er mislykket.

På grund af reformen. Det er sådan løs snak, der med jævne mellemrum dukker op i medierne.Og så er der jo alle de sædvanlige historier om spiseforstyrrelser, selvskade, angst, ensomhed og så videre.Vi kender det allesammen og finder det måske efterhånden, gab, helt naturligt. Politikerne spillder vores tid med forklaringer og bortforklaringer. På ledelsesplan er man nødt til vise, at man er sin opgave voksen. Forældrene er fortvivlede på deres børns vegne, men kan intet gøre. Friskolerne har mere og mere vind i sejlene.Lærerne står i en håbløs situation, men udefra set knokler de for få tingene til lykkes.

Men med alle de forskellige vinkler, situationen ses fra, og med alle de fejlskøn, man ser, var det måske en ide at oprette en tænketank, som uden afhængighed af nogen kunne komme med duelige løsninger. Bemandet med kompetente personer fra alle de involverede grupper. Men altså ingen "eksperter".Ideen er at frembringe et så samlet billede som muligt af, hvad jeg vil kalde miséren.Betingelsen for at lykkes ville nok bero på interessen for at lytte og virkeliggøre tænketankens ideer forslag.Noget må der i hvert ske.