En stille undren

Hvordan kan det være, at vore muslimske elever ikke skal opnå kendskab til 'forståelse af kristendommens betydning for værdigrundlaget i vor kulturkreds'? Hvorfor skal de ikke deltage i arbejdet med at opnå 'forståelse af andre livsformer og holdninger'? Og hvorfor skal de ikke møde 'de forskellige former for livsspørgsmål og svar, som findes i kristendommen samt i andre religioner og livsopfattelser'?

Citaterne er fra formålsbeskrivelsen for faget kristendomskundskab.

Er det ikke forunderligt,at nogle elever i folkeskolen kan fritages fra en så væsentlig del af undervisningen? I faget arbejdes der blandt andet med kundskabsområder som: menneskets opfattelse af verden og dets ansvar over for naturen, samspillet mellem religion og samfund, kunstneriske udtryksformer. Og i faget udvikles elevernes færdigheder i blandt andet: at kunne samtale om, hvad det er at være til, at kunne lytte til fortællinger og stille spørgsmål til disse og at kunne forstå og respektere forskellige livsopfattelser.

Kan man drive en skole, hvis formål blandt andet er 'at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen', uden at have alle eleverne med i undervisningen?

Er fritagelsesparagraffen i folkeskoleloven ikke en anakronisme, efter at det er blevet understreget, at undervisningen i kristendomskundskab netop er kundskabsmeddelende? Og bør vi ikke have samtlige elever: kristne, ateister, muslimer og så videre, med i denne undervisning?

Hans-Christian Uth

Slagelse