En solstrålehistorie til eftertanke

Jeg plejer at afslutte historie i 8. klasse med holocaust. Da jeg skulle være censor to dage i træk, fandt jeg det belejligt, at eleverne i mit fravær så et uddrag af en film om livet i Warszawas ghetto, som jeg altid viser. Desværre var jeg lidt bagud med undervisningen, så for ikke at slippe eleverne løs på filmen helt forudsætningsløse, brugte jeg én lektion til at tegne de store linjer i holocaust op. Det var virkelig ’lærer Bräuner fortæller’ – ikke noget med at sætte mål og rammer op for elevernes egen læring; det var rendyrket formidling af struktur og faktuel viden. I et frikvarter senere på dagen stillede to af klassens dygtigste piger på lærerværelset. De ville gerne tale med mig. Om hvad dog? Jo, de ville bare fortælle mig, at holocaust-timen bare havde været så god og inspirerende; de havde fået så meget ud af min præsentation; og de havde taget så mange notater, fordi præsentationen havde været så klar. Jeg takkede og blev helt varm om hjertet, men også lidt deprimeret, for anskuet ud fra folkeskolereformen var det en helt forkert måde, jeg havde undervist på. Det nænnede jeg dog ikke at fortælle dem.