Snart er det et år siden vi lærere blev lockoutet af vores arbejdsgivere. Låst ude fra vores arbejdspladser i den danske folkeskole af Kommunernes Landsforening (KL). Senere fulgte så S-R-SF regeringens ensidige indgriben i konflikten til KL’s store tilfredsstillelse. Og med den efterfølgende lov 409 som det endegyldige bevis på, at hele forløbet på forhånd var planlagt ned i mindste detalje af regeringen og KL i skøn forening.
Her er altså tale om de selvsamme partier, som inden sidste folketingsvalg kom med løfter om klasseloft, tolærerordning og flere midler til folkeskolen. Og en ny undervisningsminister, der kort efter valget fablede løs om ”Ny Nordisk Skole” samt inviterede Danmarks Lærerforening og andre interessenter ind til ”partnerskab for folkeskolen”. ”Nye tider er på vej” lød budskabet fra den nye minister. Nu skulle der lyttes til lærerne! Men eftertiden har vist, at alt dette var luftkasteller. Med andre ord, så blev lærerne narret og ført bag lyset af regeringen!
Hvordan står det så til ude i den danske folkeskole, her kun 5 måneder inden den nye skolereform træder i kraft - set fra mit perspektiv?
Jeg indrømmer blankt, at lockoutens følgesygdomme stadig hærger mit indre. Og jeg har meget svært ved at finde ja-hatten frem til implementeringen af den nye reform. Men jeg vil påstå, at de to ting ikke er forbundet med hinanden. Hvis jeg troede på, at vores folkeskole vil blive forbedret med denne reform og at alle vores børn vil blive meget dygtigere elever, ja, så støttede jeg op om det. Jeg har selv 3 børn i skolealderen til august, som jeg selvfølgelig ønsker bliver så dygtige som muligt.
Men meget tyder på, at det er en illusion som vel kun Christine Antorini, Niels Egelund og nogle få andre går rundt og tror på? Fakta er, at intet tyder på en bedre folkeskole. Kun at både lærere og elever skal opholde sig mere i den. Bliver man så automatisk klogere/dygtigere af det? Ja, det er helt tydeligt den konklusion tilhængerne af reformen når frem til. Til gengæld siger alle forskerne, at det er en forfejlet konklusion uden den mindste form for evidens. Ja, altså lige på nær ”papegøjen” Egelund. Men ham opfatter jeg ikke som en objektiv forsker, professor eller hvad han nu titulerer sig med!
Intet tyder på, at tilhængerne med undervisningsminister Antorini i spidsen, vil få ret. Først og fremmest er reformen underfinansieret på det groveste i forhold til målsætningerne. For det andet bliver det i disse planlæggende dage af det kommende skoleår, helt tydeligt for alle i den undervisende del af skoleverdenen, at tid til ordentlig forberedelse bliver en mangelvare. Alle lærere skal jo undervise cirka 3 lektioner mere om ugen end de gør nu. Og hvis nogen bilder sig selv ind, at der bliver færre møder, må de tro om igen. Det er simpelthen umuligt, når der samtidig inkluderes stort set alle elever med særlige behov i folkeskolen. Det kræver et hav af møder. Samtidig skal lærerne arbejde i selvstyrende teams og afdelinger, hvilket vel heller ikke ligefrem lægger op til færre møder?
Derfor er der megen forvirring og usikkerhed på skolerne i disse dage. Hvordan får man det her til at hænge sammen? Ja, regeringen og KL har intet at byde ind med udover tomme floskler og luftige buzz-words. Til gengæld står konsulenterne i kø, for at tilbyde skolerne deres kompetencer i problemløsninger. Men det koster som bekendt (mange) penge, hvilket ikke ligefrem er det, skolerne vælter mest i.
Stor usikkerhed hersker også blandt lærerne i forhold til arbejdstiden. De kollektive arbejdstidsregler bliver jo snart sat ud af kraft, hvilket jeg frygter kan have konsekvenser for det unikke sammenhold, der findes i Danmarks Lærerforening, og som tydeligt viste sig under lockouten. Men det ser KL og regeringen vel som en ekstra bonus?
I virkelighedens verden er der stadig ingen meldinger om, hvordan de meget omtalte ”slagt en ged” lektioner indtænkes i skoledagen. Der er stadig ingen meldinger om, hvordan de frivillige eller foreningerne integreres i skoledagen. Hvornår bliver de forkromede ord omsat til realiteter? Sandheden er, at på den enkelte skole skal ledere og medarbejdere mere eller mindre selv opfinde den dybe tallerken og få alt dette til at hænge sammen. Det siger sig selv, at mange lærere er umotiverede til denne opgave, efter den behandling vi blev udsat for under sidste års konflikt og med regeringsindgrebet. Desuden er der allerede nu en eksplosiv stigning af stressramte lærere inden reformen overhovedet er trådt i kraft. Det skyldes ifølge forskere den usikkerhed der venter os, inklusionsproblematikken og eftervirkninger af lockouten. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad undersøgelserne siger et år frem i tiden.
Jeg bebrejder ikke mine ledere eller forvaltningens embedsmænd. Tværtimod. De har også fået trukket denne opgave ned over hovedet, og er under et endnu større pres, end deres personale er, for at få opgaven til at lykkes. En nærmest umulig opgave under disse forudsætninger. Men jeg bebrejder regeringen og KL. Og ikke mindst alle de lokalpolitikere, der skjulte sig i lockoutperioden, og som ikke havde mod eller mandshjerte, til at sige fra over for deres egne partitoppe eller til KL’s smædekampagne. Mange af disse undskyldte sig efterfølgende på pinligste vis med, at de ikke vidste hvad der foregik? Undskyld mig, men så er der kun to muligheder i min verden. Enten må de have talt usandt eller også har de været for inkompetente til at sidde i et byråd.
Alle andre var jo udmærket klar over hvad der foregik. Der var rygter en masse. Det blev beskrevet vidt og bredt i medierne, at alt var aftalt på forhånd mellem regeringen og KL. Der forelå endda beviser for det allerede da. Og siden konflikten har vi fået oprullet det ene bevis efter det andet på, at Danmarks Lærerforenings påstande under konflikten om, at der var udarbejdet en køreplan mellem KL og regeringen, har vist sig at være den skinbarlige sandhed. Køreplanen var ganske enkel. Lærerne skulle tromles en gang for alle og ikke nok med det, så skulle de betale for regeringens nye heldagsskole i form af flere undervisningstimer. Så var den ged ikke bare slagtet men i allerhøjeste grad også barberet!
Hverken regeringen eller KL har efterfølgende haft held med at benægte dette. De har vel knapt nok forsøgt sig? I stedet forventer de, at vi står ellevilde med flag og jubler over at være blevet påtvunget en tvivlsom lærerbetalt reform, der samtidig symboliserer de fortrædeligheder vi oplevede som faggruppe sidste forår.
Det er i min optik magtarrogance af værste skuffe og samtidig et udtryk for mangel på respekt!
En skolereform bygget på luftkasteller
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.