En skole uden mobning

I Folkeskolen nummer 9 kunne man læse en interessant artikel om en jysk skole, hvor ingen har kendskab til mobning eller kender nogen, som bliver mobbet. Det er en fornøjelse at læse, da vi alle kender til de store konsekvenser, som mobning af unge mennesker kan have.

Skoleledere, lærere og forældre har et stort ansvar for, at deres børn ikke mobber andre. Især sidstnævnte må og skal optræde som et forbillede for deres børn i denne sammenhæng. Mobning er først og fremmest et opdragelsesspørgsmål, som peger tilbage på forældrene.

Sevel Skoles initiativer med læsevenner og bestræbelserne på at skabe »et socialt velfungerende og trygt læringsmiljø«, som skolelederen udtaler, er et godt initiativ. Det er helt centralt, at de unge ikke kun lærer deres egne klassekammerater at kende, men også føler et ansvar for, at børn i andre klasser og på andre klassetrin ikke udsættes for mobning.

Man får et særdeles positivt indtryk af skolen, som artiklen omhandler.

Det er uden tvivl en god skole med minimal mobning som følge af fornuftige initiativer fra ledere og lærere. Jeg kan dog godt frygte, at man i bestræbelserne på at cementere det totale fravær af mobning overser, at der rent faktisk foregår mobning.

Man får indtrykket af en fuldstændig problemfri skole, hvor børnene betragter hinanden som søstre og brødre. Men findes en sådan skole? Er det naivt at forestille sig, at der bag lærerens ryg foregår ting, som mobbede og de mobbende børn ikke præciserer i en simpel spørgeskemaundersøgelse?

Skoleledere og lærere må aldrig betragte en elevundersøgelse, hvor ingen kan pege på en person, der bliver mobbet, som en endegyldig tilkendegivelse af, at mobning er udryddet. Den må ikke blive til en sovepude, men kan i bedste fald fungere som et pejlemærke for, at man gør noget rigtigt.