En skole groggy af management

I Folkeskolen nummer 19 ser jeg, at den sovjetiske skoleform var tankpasserpædagogik. Intet ondt om ægte tankpassere. Men begrebet tankpasserpædagogik beskriver en pædagogik, der ignorerer eleven og påfylder ham viden som benzin på en tank. Læreren er præcis så uengageret i sit stof, at han blot afleverer pensum det, der er bestilt. Om bestillingen afgives af kommunistiske kommissærer eller af kommunale embedsmænd, er af mindre betydning. Tankpasserlæreren servicerer, investerer ikke sig selv. Tank­passeren leverer en ydelse, et produkt. En ansvarlig lærer leverer ingenting. Han underviser, han fornemmer, sympatisk empatisk.

Derfor er KLs ævl om læringsgaranti udtryk for et merkantilt skolesyn, facilt og uansvarligt. KL lader, som om undervisning er en leverbar vare. Jovist har alle lov til at have ideer om skolen, blot burde alle idémagerne vel have respekt for professionen, det mulige, mødet mellem mennesker. Målet for skolen skal ikke være den enkelte elev, men undervisning og dannelse, respekt for viden og den fælles opgave at blive klogere, gladere og mere menneskevenlige. Det siger folkeskoleloven meget smukt om, som lærerne gerne forholder sig til gennem engageret planlægning af deres undervisning. Men den såkaldte decentralisering, som stadig accelererer, har betydet mere og mere udefra-styring og bestillingsarbejde, som dræber lærernes engagement. Citat fra KLs »En rummelig skole«: »Jo større decentraliseringsgrad, jo væsentligere bliver forvaltningens rolle som omdrejningspunkt for målstyrings- og evalueringsprocesser«. En rummelig skole er bare mere af samme skuffe. Folkets skole groggy af management.