En skole for alle …

På masser af lærerværelser kender man begrebet »rummelighed«, men alle ved ikke nødvendigvis, at begrebet kommer fra begrebet »inklusion«, og at den »inkluderende skole« er en dansk oversættelse af »inclusive school«, der blev introduceret på FN's verdenskonference om specialundervisning i Salamanca i Spanien i 1994. Konferencens afsluttende erklæring, Salamanca­erklæringen, der giver alle børn lige ret til uddannelse, blev underskrevet af 92 lande, deriblandt Danmark.

I erklæringen kræver politikerne, at grundskolen skal være inkluderende - rummelig. De danske politikere forestiller sig, at det skal ske gennem undervisningsdifferentiering, og målet er at nå »social inklusion«, som betyder, at alle elever har krav på at blive integreret i fællesskabet.

Salamanca-erklæringen kræver, at børn med særlige behov tænkes ind i fællesskabet, og det giver problemer, da mellem tre og fem procent af eleverne har specielle vanskeligheder. De forstyrrer undervisningen og kommer ofte i konflikt med de andre. De findes i de fleste klasser, og mange lærere, forældre og elever mener, at de er »i vejen« for undervisningen. Salamanca-erklæringens krav om inklusion er tilsyneladende ikke blevet fulgt herhjemme, og undersøgelser viser, at et stadig stigende antal elever henvises til specialundervisning. Spørgsmålet er derfor, om idealet om den inkluderende skole er mulig i praksis?

Mens tidligere tiders specialundervisning entydigt var rettet mod det enkelte individ med specielle vanskeligheder, er Salamanca-erklæringens overordnede perspektiv hele samfundet. Men hvis ikke individperspektivet holdes for øje, kan det enkelte barn nemt blive offer for ideologien og ønsket om at ændre samfundet. Derfor er det vigtigt at skelne mellem tre forskellige kriterier for en inkluderende skole: rammekriterier, proceskriterier og oplevelseskriterier.

Med rammekriterier menes de rammevilkår - de vilkår - skolen arbejder inden for, og de angiver mulighederne og begrænsningerne for at kunne være inkluderende. Nogle vigtige rammekriterier er økonomi og lærerresurser, fysiske forhold og undervisningsmidler. Men også kompetencer, læreplaner, holdninger og værdier i skolen og samfundet sætter rammer.

Proceskriterier handler om, hvad skolen gør, og hvordan skolen organiserer og gennemfører undervisningen. Her tænkes på valg af arbejdsformer, undervisningens organisering, graden af autonomi og medansvar for eleverne, tiltag mod mobning og samarbejde mellem skole og forældre. Et af de vigtigste proceskriterier er dog tilpasning og differentiering af undervisningen, så alle elever kan deltage aktivt og meningsfyldt i det faglige fællesskab (som pædagogisk vejleder Pia Grell og professor Mads Hermansen var inde på i månedsmagasinet Undervisere i sidste uge).

Oplevelseskriterier drejer sig i vid forstand om, hvordan eleverne oplever skolen socialt, kognitivt og emotionelt. Det indbefatter læring af kundskaber og færdigheder og passende læringsstrategier. Men det gælder også i høj grad, hvordan eleven udvikler forventninger om at kunne mestre viden, situationer og udfordringer. Og det handler om elevernes motivation, trivsel, selvværd og tryghed.

Hvad betyder alt det så for skolens daglige praksis, når målet er at inkludere alle? Det klare budskab lyder, at undervisningsdifferentiering og elevdifferentiering ikke skal være modsætninger, men fleksible muligheder. Den rummelige skole skal rette fokus mod fleksible grupperinger, men med klassen som grundlæggende organisationsform. Der skal satses på dialog og medbestemmelse, så eleven bliver medspiller i egen læring. Lærere og pædagoger skal - i praksis - se hver enkelt elev på egne præmisser. Men de må samtidig påtage sig det fulde ansvar for relationens kvalitet.

For at få inklusionen til at lykkes skal hele skolen geares til at klare udfordringen, og visionerne kan naturligvis strande på manglende økonomiske muligheder. Hvis der mangler resurser til lærertimer, specialundervisning og efteruddannelse af lærere, harmonerer det ikke med Salamanca-erklæringens politiske krav.

Tror man ikke 100 procent på inkluderingen - såvel ideologisk som økonomisk - vil den ikke lykkes.

»Tror man ikke 100 procent på inkluderingen - såvel ideologisk som økonomisk - vil den ikke lykkes«