En personlig beretning

For en måneds tid siden skulle jeg til forhandlinger om det nye skoleår. Jeg har en del »øvrig tid«, så der var nok at snakke om. Min skoleleder er en fornuftig og reel person, så jeg var fortrøstningsfuld.

Jeg blev modtaget af en velforberedt leder med arbejdstiden i den ene hånd og en skrivelse fra Børn og Unge Århus i den anden, så der kunne nemt argumenteres for uændrede timetal til de øvrige opgaver. Det ville betyde en del flere katedertimer, så jeg mumlede lidt om »ånden i aftalen« - men hvad er ånd mod det skrevne ord?

Da jeg forlod kontoret, havde jeg otte ekstra katedertimer oven i dem, jeg i forvejen har, vel at mærke med de samme øvrige opgaver!

Da jeg kom hjem, var det nye Folkeskolen kommet. På de første to-tre sider skamroser Lotte Lange og min egen formand, Gordon Ørskov Madsen, den ny arbejdstidsaftales fortræffeligheder!

Flertallet har fået bedre arbejdsforhold til dels finansieret af et mindretal. Et mindretal, man ikke gider forholde sig til, problemstillinger, der affærdiges med irritation og nedladenhed (Folkeskolen nummer 12).

Vi må som medlemmer fremover veje vore ord på en guldvægt. Bondo bruger som »undskyldning«, at vi på medlemsmøder samt kongressen ønskede lønforbedringer og ikke generelle arbejdstidsforbedringer - og hvad blev resultatet: Skønt for cirka 95 procent af medlemmerne, mens fem procent har fået deres dagligdag smadret - er det det, der kaldes populisme?

Svar

Jeg synes ikke, du på nogen måde er blevet affærdiget med irritation og nedladenhed, tværtimod, men det kan øvrige læsere af Folkeskolen jo selv afgøre ved at læse spørgsmål og svar i nummer 12. Jeg bruger ikke noget som undskyldning, men forklarer, hvad mit mandat var, da jeg gik til forhandlingerne. Det synes jeg er meget reelt. Jeg har ingen mulighed for at vurdere dine kommende arbejdsopgaver. Det må jeg overlade til den lokale kreds.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF