En på skrinet

»I dag var der en af eleverne i 1.u, der blev sur over, at jeg irettesatte ham, og han slog mig i hovedet. Da jeg havde skældt ham ud, og timen var færdig, fortalte jeg det til klasselæreren. Jeg bad hende om at snakke med forældrene, men hun mente, at Jeppe var lidt skrøbelig, og at jeg nok bare overreagerede«.

Fra Annikas dagbog på folkeskolen.dk

Sidste uge kunne man i Folkeskolen læse om en tankevækkende rapport fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). I to år har Martin Bayer og Ulf Brinkkjær fulgt 500 nyuddannede lærere og kortlagt deres opfattelser af uddannelsen, af elever, forældre, kolleger og skoleledelser. Bogen bør studeres nøje af seminariefolk, og Christiansborgs politikere og Undervisningsministeriets uddannelsesplanlæggere kan også godt finde den gule markeringstusch frem, for der står en del om, hvad lærere har brug for i uddannelsen. Og så er der nogle vigtige budskaber til skoleledere og folkeskolens lærere, der mange steder slet ikke er bevidste nok om, hvordan man kan dele viden med hinanden. Lærerne har travlt med at passe arbejdet i deres egne timer, og lederne har travlt med alt andet.

Man får ikke fortalt kollegerne om de små og store sejre over faglige og sociale problemer. Lærer Hansen fortæller ikke om det spændende forløb, hun har gennemført i natur/teknik, og lærer Jensen får ikke hjælp i 6. klasse, hvor tingene pludselig kokser. Hverken fra kollegerne i teamet eller fra ledelsen, fordi traditionen for vidensdeling ikke er stærk nok.

Det rammer alle, men det ses selvfølgelig tydeligst hos de nyuddannede. Det digitale landkort på folkeskolen.dk viser, at man rigtig mange steder har indført kurser for nye lærere, aftalt lavere timetal og tutor- eller følordninger, men formelle aftaler er langtfra nok. Det indledende citat fra den nyuddannede Annikas dagbog som også er hentet fra folkeskolen.dk, hvor unge lærere skriver om deres første skoleår illustrerer, hvordan manglende vidensdeling opleves. Få dage inde i skoleåret får Annika en på skrinet af en elev i 1. klasse, og den eneste »hjælp«, klasselæreren tilbyder, er en belæring om, at knægten er skrøbelig, og at Annika nok har overreageret.

Det er muligt, at klasselæreren har ret. Det kan en uerfaren, ny kollega bare ikke bruge til noget. Det er ikke samarbejde, ikke teamwork og ikke vidensdeling. Det er uprofessionelt og ukollegialt. I dagbogen kan man læse, at skolens ledelse heller ikke giver den støtte, som man med rimelighed kan forvente.

Rapporten fra DPU viser, at Annika ikke er ene om at stå alene med problemerne, men inde i bladet kan man læse, at der også er skoler, hvor hjælp til unge lærere, kollegastøtte og seniorpolitik er to sider af samme sag.

Det er en viden, der er værd at deles om.

-th

Læs side 6

Traditionen for vidensdeling er ikke stærk nok