En om’er

Så fik vi en ny overenskomst, men lever resultatet op til kravene? Det mener jeg ikke. Vi krævede en central arbejdstidsaftale og har fået en hensigtserklæring, der gør det umuligt fremover at indføre en central aftale.

Vi har fået en markant forringelse af indflydelse på aftaler og arbejdsplaner lokalt. Den lokale kreds/tillidsrepræsentant skal ikke længere inddrages. Lederen kan ændre i årets plan for den enkelte lærer uden inddragelse af hverken lærer eller tillidsrepræsentant. Lederen kan beslutte fuld tilstedeværelse for en lærer. Ledelsen er blevet styrket, men det var jo også kravet fra KL.

Aftalen giver mulighed for differentieret forberedelsestid. Dette har aldrig været vores ønske, men et konstant krav fra KL. Skolechefer og ledere glæder sig over aftalen - og med rette. Meget peger på styrkelse af skolelederen.

Aftaleretten er blevet decentraliseret, så hvad skal vi med DLF fremover, når talen er om arbejdstid? Tidligere var det også muligt at indgå lokalaftaler (for eksempel Herlev-aftalen og Fjordaftalen).

De 12,8 procent, vi har opnået over tre år, fik vi, fordi de andre fik det, og fordi de private har fået 1,5 procent mere end os.

Udligningen af det 1,5 procent store efterslæb med 0,45 procent i feriegodtgørelse er et dårligt tryllenummer. Heldigvis er der faggrupper, der ikke hoppede på den.

Så fik vi igen lokalløn, selvom vores krav gik imod, med undskyldningen om, at den skal bruges til at få de decentrale aftaler til at glide ned.

Godt at alle fik flere penge og de private flest, for så blev ingen rigere. Flere hovedstyrelsesmedlemmer har udtalt: »Det kunne være gået meget værre«. Men er det ikke ærgerligt, at overenskomstdysten sluttede med DLF i defensiven.

Stem nej.