En model, der måske virker

Der er i den pædagogiske debat dukket et nyt mantra op, der kalder på seriøs refleksion og kritik. LP-modellen (Læring og Pædagogik) kommer fra Norge, hvor den efter sigende har medført højere karakterer og elevselvværd i folkeskolen samt reduceret mobning, uro i klasserne og behovet for specialundervisning.

Som jeg har forstået LP-modellen, bliver en elev til et problem som følge af, at han reagerer negativt på faktorer i sine omgivelser. Læreren kan løse problemet ved at lokalisere og beskrive disse faktorer og analysere, hvordan indflydelsen fra dem kan modvirkes eller elimineres. På den måde sikrer modellen angiveligt løsninger, »der virker«.

LP-modellen opstiller ikke en ny pædagogik, men gør læreren i stand til, gennem beskrivelse og analyse, at optimere anvendelsen af eksisterende pædagogiske redskaber.

Jeg skal ikke afvise, at modellen kan benyttes med udbytte i praksis, men jeg kan ikke acceptere dens teoretiske udgangspunkt.

Jeg er enig med Thomas Nordahl - LP-modellens fader - i, at en elevs optræden påvirkes af faktorer i omgivelserne, der kan have positiv eller negativ effekt på ham. Men jeg må afvise, at disse faktorer udgør et transparent system åbent for udtømmende beskrivelse.

Elevens optræden kan ikke udelukkende bestemmes som en reaktion på eksterne faktorer. Selv hvis en elev kun er udsat for positive påvirkninger, resulterer det ikke nødvendigvis i en problemfri elev. Et problem kan meget vel starte ved eleven og være hans skyld. Dette skisma er en sten i skoen på LP-modellens videnskabelighed.

Et andet skisma er snarere at sammenligne med et hul i vejen. Selv hvis læreren kunne få det fulde overblik over påvirkningsfaktorerne i elevens omgivelser, ville han ikke entydigt kunne analysere sig frem til deres konkrete påvirkning af eleven. Dermed er ikke kun faktorernes kausalitet, men også den systematiske analyse heraf et falsum.

LP-modellen hævder ikke desto mindre, at den kan få overblik over påvirkningsfaktorerne, og at den kan analysere sig frem til deres påvirkning af eleven, så læreren kan opstille løsninger, »der virker«. Og det hele på et videnskabeligt grundlag.

Den holder ikke. Der vil altid være faktorer, læreren ikke kender, og analysemuligheder, han ikke kan få øje på.

Kommunernes interesse for LP-modellen er imidlertid forståelig. I en tid, hvor rummelighed rider folkeskolen som en mare med mangelfulde resurser, er det belejligt med en løsning, »der virker«, men kun koster et engangsbeløb på halvanden lærermånedsløn per skole.