En hyldest – en utvetydig hyldest

Denne blog skal p.t. handle om nye fælles mål, men jeg håber, I tilgiver, at den i dag skal bruges til noget andet.

Jeg skal til 25 års skolejubilæum næste weekend. Det sætter tankerne og refleksionerne i gang. For hvad var det, der gjorde min skolegang god i en lettere udslidt skole i en forstad til Aarhus?

Det var ikke de slidte materialer, vinduet der skulle skrues fast i karmen, fordi det var for råddent til at kunne åbnes eller stave- og matematiktest.

Nej det der gjorde en kæmpe forskel var Lilian Kidmose, min klasselærer som havde os i dansk, musik og kristendomskundskab fra 1. til 9. klasse. Et menneske, der var autentisk længe før det blev moderne. Et menneske, der mestrede klasserumsledelse, før det blev et begreb. Et menneske, der lærte os, at noget er rigtigt og noget er forkert. Et menneske der lærte os, at den gyldne regel er en forudsætning for, at mennesker kan leve godt sammen. (Nå ja, hun lærte os også den danske sangskat, at skrive, læse og stave, religion og meget mere)

Hun dannede og uddannede os, og hun var der for os – også da vi stoppede i skolen. Man kunne og kan altid skrive eller ringe.

Lilian er mit store forbillede som lærer – ja i det hele taget som menneske. Og ved I hvad? Jeg tør vædde på, at I der læser dette, kan sætte et andet navn ind og tænke på en lærer, der gjorde en forskel i jeres liv.

Test og mål er sikkert godt – men dannelsen og læreren som menneske er meget bedre!