Med mere end en halv million års erfaring skulle man tro, at man ville blive taget alvorligt, når man påpegede, at der er noget råddent på vej i Danmark. Men respekten for alderdommen er stærkt vigende, når Michael Ziegler forhandler på KL's vegne med Danmarks Lærerforening.
At man sender en grønskolling på femogfyrre uden nævneværdig undervisningserfaring for at forhandle med halvtreds tusinde specialister på området, er en genistreg. Hvem anden kunne lade hånt om alle tidligere erfaringer med børn og undervisning? Men hvad er det for et projekt, regeringen forsøger at sælge?
Jeg ved ikke, hvornår i kæden Ziegler fik sin kop te. Om det var før eller efter Antorini og Corydon? Men siden da har den samme tepose ligesom ikke rigtig lavet en god kop te. Kan det virkelig passe, at vi skolelærere skal kopiere denne smag for mangel på essens? Skal danske børn virkelig bydes på te kogt på Antorinis, Corydons og Zieglers gamle tepose?
God undervisning, uanset fag, kræver omtanke, omhu og forberedelse. Er man utilfreds med undervisningen i folkeskolen, er mindre forberedelse ikke svaret. Vi kan selvfølgelig sagtens undervise flere minutter i alle fag. Det er blot et spørgsmål om flere gentagelser eller langsommere processer. Men mere end en halv million års erfaring siger, at denne tilgang ikke er optimal. Tynd te i rigelige mængder er nu engang blot … vand.
Danmarks Lærerforening har, krisetiderne taget i betragtning, tilbudt at øge mængden af undervisningstimer under forudsætning af en aftale om, at der bliver sat grænser for, hvad en folkeskolelærer ellers skal udføre af arbejde. Vi tilbyder altså lidt mere af det gode for den samme pris, mens KL tilbyder meget mere af den tynde kop te. God appetit.
En halv million år til grin
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.