En græsk tragedie?

Uddannelsesministeren ønsker at 2016 bliver dannelsens år, men varebetegnelsen får en falsk klang, hvis det der lige nu synes uomgængeligt, bliver en realitet: at en vifte af små sprogfag nedlægges ved universiteterne.

En stor del af miseren skal søges i den benhårde og kulturkyniske taxameterordning som de højere læreanstalter honoreres efter. Her tæller kun kvantitet!

Når det er væsentligt at fastholde en mangfoldighed af sprog i det danske uddannelsessystem, skyldes det mange forhold: Lad os tage det, som regeringen måske vægter højest: Erhvervslivets interesser. Her er det evident, at vi forskertser en lang række muligheder hvis vi kun satser på det hyppigste fremmedsprog, det som professor Jørn Lund kalder dårlig engelsk.

Ikke desto mindre synes vi fra officielt hold at være tilfredse med denne status, når vi ser hvordan selv tysk og fransk, for ikke at tale om spansk, italiensk og russisk, har kummerlige vilkår på de videregående uddannelser, der ligger erhvervslivet og uddannelsessektoren nærmest.

Hvis vi vender blikket imod det som nok også har en rimelig status i det politiske univers, politikernes faglige interesser, så er det påfaldende at Danmark er det land i EU, der i mindst grad anvender tolkning, hvortil kommer at regeringen har afskaffet certificeringen af tolkeuddannelserne. Dette er sket selv om de dansksprogede tolke i EU yder en stor indsats i forhold til at værne om danske udtryk ved oversættelsen af dokumenter. Og dette sker til stor skade for det erhvervsliv og de offentlige myndigheder, der har tolkning behov. Men danske politikere synes åbenbart selv, at de klarer sig fremragende på dårlig engelsk. Og så kan resten af landet vel også.

Hvis vi endelig vender blikket imod dannelsen, så er bevarelsen af en række af de små sprog basal. "Man behøver ikke at gå på museum for at finde sin historie. Den findes i sproget, hvis blot man kradser lidt i overfladet." Denne udtalelse berømmede kulturministeren forleden professor Jørn Lund for. Og det er der god grund til. Det vil være en katastrofe, hvis vil nedlægger fx oldgræsk som repræsenterer nogle af de mest værdifulde sprogarkæologiske lag i vores sprogdannelse, mens de fortællinger og tanker det er bærer af, har konstituerende karakter for vores almene dannelse.

Hvis vi kigger lidt på tilstandene i folkeskolens muligheder for at bidrage til den sproglige mangfoldighed og arkæologi, så er der glædeligvis sket en styrkelse af engelsk og ét andet fremmedsprog. Men i læreruddannelsen er det faktisk forhold omkring uddannelsen af dygtige tysk- og fransklærere ikke opløftende. I danskundervisningen er den sproghistoriske dimension, altså museumsarbejdet, ikke prioriteret, fordi det ikke umiddelbart giver pote i kompetenceræset, ligesom undervisningen i norsk og svensk er nærmest ikke-fungerende. Vi stiller os tilfredse med en mindre forbedring af dårlig engelsk. Vi må kunne gøre det meget bedre, men det kræver nok undervisning frem for målstyring. Sprog er noget underlig levende noget, der ligesom Vorherre er ånd helt ind til benet.

Vi kan selvfølgelig glæde os over at vi for nogle selv fungerer som sproglig stormagt. Således har grønlandsk optaget det danske frikadellit i kogebøger og daglig tale. Så kan vi tilfredse lukke sprogørerne og ranke hamburgerryggen. Men sproglig armod kan det ikke harpunere.

Et sådant værn kræver derimod en reel interesse i både almen og sproglig dannelse som kan spores i både økonomiske prioriteringer og i politisk sprogstrategi. En ministerproklamation uden disse forudsætninger er blot symbolpolitik - og det er måske ikke vores spidskompetence for tiden.

Hvis ministeren sender Ikaros forbi sine vindmøller og op imod solen, får han smeltet voks i udbytte: Dansk sprogstrategi - en græsk tragedie?