En god kongres er slut

På vej hjem i flyet fra Bangkok kan jeg gøre en foreløbig status over den 8. kongres i lærernes fælles verdensorganisation Education International (EI). Vi havde en rigtig god kongres, hvor vi fik lagt linjerne for EI’s arbejde i de kommende 4 år.

Vi var ikke 100% enige i alle beslutningerne, men sådan er det, når og hvis man vil være en del af et fællesskab. Et eksempel på dette er kongressens beslutning om i samarbejde med UNESCO at arbejde videre med standarder for lærerarbejdet. Uenighederne beror dels på kulturforskelle dels på, at situationen og behovet er vidt forskellige fra land til land.

Mange afrikanske lærerorganisationer argumenterede eksempelvis for, at formulerede standarder for lærerkvalifikationerne kunne være DET afgørende instrument, der gør, at deres lande føler sig forpligtet til at sikre det nødvendige antal uddannede lærere. Og vores meget gode venner i den kenyanske lærerorganisation KNUT fortalte, hvordan formulerede lærerstandarder har haft afgørende betydning for, at de er tæt på at lykkes med at forhindre, at det store multinationale firma Bridge Academy helt overtager undervisningen i landet på primary og secondary niveau.

Internationale standarder for lærerarbejdet er imidlertid noget, der harmonerer dårligt med en nordisk tankegang. I det hele taget er begrebet standarder for lærere ikke noget, der klinger med dansk skoletradition, og skal vi på nogen måde tale om standarder, er det helt klart et nationalt anliggende. På den anden side er der jo gennem lov om uddannelse til lærer i folkeskolen formuleret en klar standard i forhold til danske lærere. Noget tilsvarende mangler man fuldstændig i mange andre lande. Diskussionen var et rigtigt godt eksempel på, at det er vigtigt og nødvendigt at have forståelse for den historiske, kulturelle og politiske situation i andre lande.

I forhold til den konkrete resolution forsøgte vi med 4 ændringsforslag til at skabe et kompromis, som vi håbede på, at alle kunne leve med. På trods af Jeanettes gode argumentation lykkedes det kun at få opbakning til to af forslagene. Det betød, at vi i sidste ende sammen med blandt andet nordmændene og finnerne undlod at stemme.

Det helt overordnede billede er imidlertid, at vi forlader Bangkok med en samlet organisation, der står godt rustet til det videre arbejde. Det skyldes i høj grad også EI’s fantastisk dygtige præsident Susan Hopgood, der blev genvalgt for endnu en periode, og organisationens generalsekretær David Edwards (generalsekretæren er politisk valgt og udfører en aktiv politisk rolle). Med de to i spidsen for EI er jeg i den grad fortrøstningsfuld i forhold til organisationens muligheder.

Og at organisationen har store ambitioner vidnede kongressen i høj grad om. Det er dejligt at opleve dedikerede delegerede, der fra talerstolen brænder for en sag, men det kan også være lidt af en udfordring. De mange forslag, der bliver stillet fra talerstolen kan hver især være gode nok, men i EI som i alle andre organisationer er det også nødvendigt at prioritere. Det fik Dorte på en pæn og elegant måde gjort opmærksom på i sit indlæg om lærernes rolle i forhold til at sikre en demokratisk samfundsorden.

Jeg forlader også 6 intense dage i Bangkok med en glad og stolt fornemmelse af, at der verden over står respekt om DLFs arbejde. Det handler selvfølgelig om, at vi under kongressen arbejder seriøst med de emner, der er til debat, men det handler først og fremmest om, at Flemming, Tore og Kristina fra sekretariatet yder en stor indsats i dagligdagen i det internationale arbejde. Tore og Flemming primært i forhold til støtten til lærerorganisationerne i den tredje verden, og Kristina primært i forhold arbejdet i Norden, i EU og i vores europæiske lærerorganisation ETUCE. Og så står der en meget stor respekt om det arbejde, som Dorte yder på det politiske niveau i forhold til EI’s arbejde med at bekæmpe privatisering og kommercialisering af undervisningen og i det europæiske arbejde i ETUCE.

Denne indsats er baggrunden for, at der under kongressen er interesse for at lytte til DLF’s synspunkter, at vi har en meget direkte kontakt til ledelsen i EI, og at vi får invitationer til en stor del af de arrangementer, der bliver afholdt i forlænglse af kongresdagene.

I vores hektiske dagligdag kan der være en tilbøjelighed til at betragte Danmark som en isoleret ø, men det vil være en stor fejltagelse. Resultaterne af indsatsen for påvirke den internationale dagsorden kan have afgørende betydning for vores muligheder for at lykkes med vores indsats i Danmark.

EI har gennem mange år arbejdet målrettet og vedholdende for at få genskabt respekten for lærernes professionelle dømmekraft og for at skabe opmærksomhed om, at lærerne skal have de nødvendige rammer for at kunne give alle elever en kvalificeret undervisning. Dette arbejde har jeg fulgt gennem årene, og jeg har oplevet, hvordan det helt konkret er blevet udmøntet på de årlige International Summit on the Teaching Profession, som afholdes mellem EI og OECD.

Jeg er ikke i tvivl om, at dette arbejde har haft stor betydning for, at der nu også i Danmark generelt sættes spørgsmålstegn ved visdommen i den læringsmålstyrede undervisning. Jeg er overbevist om, at EI’s indsats på den internationale scene har haft positiv betydning for, at det er lykkedes os at få politikere i Danmark til at fastslå: “Der er brug for et tæt samarbejde om at sikre folkeskolen de nødvendige rammer og ressourcer, så lærerne kan give alle elever en undervisning af høj kvalitet. Derfor vil en ny regering aktivt bakke op om den aftale, som Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening har indgået om en ”Ny Start”.” Formuleringen er (som formentligt bekendt) hentet fra aftalen om det politiske grundlag for den nye regering.

Seks spændende og indholdsmættede kongresdage er slut. Vi har forladt Bangkok med en oplevelse af, at vi er en del af en stærk og velfungerende verdensorganisation, men også med den viden om, at Education International ikke er noget uden aktive medlemsorganisationer. Den 8. verdenskongres i EI forpligter også os i Danmarks Lærerforening.