En første klasses fortælling

Klokken er syv. Dagens første elev står allerede og banker på glasdøren. Kontrolleret aflevering finder sted fra Grønnegården: “Forældre og pårørende ingen adgang”. Som så meget andet for tiden er situationen ganske ny. Hold 3, som dele af denne 1. klasse er blevet skaleret ned til, er for mig helt ukendt. Måske jeg genkender nogle af dem fra enten morgensang eller fra min gårdvagt i indskolingen, men indtil nu har de blot været små ansigter i mængden. Det er de ikke længere. Ved skæbnens ironi har jeg de sidste uger brugt mere tid sammen med disse børn, end jeg almindeligvis vil gøre på et halvt år med en af mine andre klasser.

En – næsten – helt almindelig dag

Det er overraskende, hvor hurtigt der opstår en ny normalitet af vaner og rutiner. Der gik ikke mange minutter, førend jeg fik følelsen af altid at have gjort det på denne måde og med de samme børn. Lynhurtigt bliver der i ens hoved tegnet en klar profil af de forskellige børn, og hvad der skal tages højde for. Det hjælper selvfølgelig, at deres egentlige klasselærer er i lokalet ved siden af, tilgængelig for råd og vejledning, men efterhånden bygges dagligdagen op omkring egne erfaringer.

Fra randeksistens til inderkreds

Det må være første gang i mine 17 sæsoner på skolen, at jeg har stået i en position, der tilnærmelsesvis ligner klasselærerens. Det betyder ikke at jeg ringer rundt til forældre og laver skole/hjem-samtaler, men når de små poder bliver afleveret om morgenen, får jeg alle beskederne om løst og fast, jeg skal være opmærksom på. Alene det at få lov til at følge de samme unger i alle faserne af dagen er for mig helt ukendt territorie. Det aspekt har jeg altid manglet og savnet i musiklokalets trummerum.