En flov historie

Hvis det virkelig er sandt, at tre ud af fire skoler inden for de sidste par år har skåret den samordnede indskoling væk eller kraftigt ned (Politiken, 28/5/96), er det noget nær en skandale.

Ikke det, at skolerne har skåret samordningen ned til sokkeholderne, men det, at det er sket i ubemærkethed og samtidig med, at det pædagogiske parnas uimodsagt har præket løs om samordningens velsignelser: Det nye, udvidede læringsbegreb, legen, projektarbejdsformen, integrationen af børn med forskellige faglige niveauer i kombination med differentieret undervisning og den praktisk-musiske vinkel på indskolingen - alt dette har man altså på tre ud af fire skoler i realiteten i et vist omfang modarbejdet i indskolingen. Man har bare ladet konsulenterne snakke løs og nikket åndsfraværende til strømmen af sødladne floskler, mens man i al stilhed har bevæget sig væk fra dem og satset traditionelt fagligt i stedet.

I den politiske korrektheds navn har man snakket parnasset efter munden og overladt det til en lille håndfuld - indimellem udskældte - gengangere i skoledebatten at sige det højt, som et overvældende flertal åbenbart inderst inde har tænkt - og handlet efter. Det må være en flov fornemmelse for de pædagogisk toneangivende, der troede, at de havde skolefolket med sig, nu at opdage, at de i den grad er blevet svigtet. Og ligeså for de mange skolefolk, der dukkede sig, fordi de troede, at de stod isoleret med deres skepsis over for den samordnede indskoling.

Hvad i alverden er der blevet af vores skoledebat?

Niels Chr. Sauer

Karlebo