En fejlvurdering

Som i en slags bondeanger over at være kommet for skade at afsløre Danmarks flotte bundrekord med hensyn til læsefærdighed melder lederen af den nordiske undersøgelse, den svenske professor Ingvar Lundberg, sig i Folkeskolens spalter, nummer 45, med beroligende ord til lærerne. Tag det roligt. I er gode nok. Efterfølgende sendes bolden lige lukt over i forældrenes lejr, hvor den lander behageligt tungt uden risiko for returnering.

Det er forældrene, der udmarver børnene foran den evigt drønende tv-skærms action og splatter for derved at slippe for den tidrøvende, lødigt udviklende samtale. Det er forældrene, der opgivende giver afkald på at optræde som forbilleder for deres børn. Det er forældrene, der ikke gider oparbejde et kulturelt læsemiljø i hjemmet. Og så fremdeles. Og derved går han i en behagelig lang bue uden om den egentlige årsag til katastrofen, nemlig den folkeskolelov, der som kronen på en tyveårig udvikling har lagt gift for enhver fremtidig seriøs, fagligt udviklende undervisning.

Det er folkeskoleloven, der effektivt kvæler den fagdelte undervisning til fordel for et omsiggribende projektmageris tynde kop te. Det er loven, der med udelthedens repressive lænker taber de svage og stækker vingerne på de stærke. Det er loven, der lyver om den differentierede undervisnings muligheder i den skole, der netop er indrettet på at modvirke differentieringens virkninger. Det er den danske folkeskolelov, der forhindrer lærerne i at bibringe eleverne de livsnødvendige elementære faglige færdigheder og sammenhænge. Og det er loven, hr. professor, der stadig tillader, at en samordnet undervisning i de yngste klasser får lov til at hindre børnene i at lære at læse, regne og skrive, når de er allermest motiverede herfor.

Vagn Madsen

viceskoleinspektør, Brønderslev