En dansklærer kan høre et semikolon

For kort tid siden var jeg inviteret til at høre tre bud på en statsministers åbningstale – fra en kvindelig erhvervsleder, Stine Bosse, en mandlig forfatter, Jens Christian Grøndahl og en mandlig fagforeningsformand, Anders Bondo. De tre taler handlede på sin vis om det samme, men var alligevel vidt forskellige. Og de afslørede at de tre talere er kapaciteter på hver deres felt. Fagforeningsmandens tale var præget af hovedsætninger der udpegede mål. I den forstand lignede hans tale den rigtige statsministers tale. Og begge var tunge af skolestof. Erhvervskvindens tale havde flere bisætninger og metaforer, og den havde mere glød end den tale statsministeren selv præsterede, fordi den brændte for sit projekt. Det fremgik af både dens metaforer som sugede kraft fra kulturlivet, og af dens argumenterende karakter. Men forfatterens tale skilte sig ud, og den var så ulig statsministertaler efter at Fogh Rasmussen har sat nye standarder for reklameretorik i politik: onelinere til mediebrug. Forfatteren talte i et nuanceret og billedrigt sprog – med et utal af indskud. Som dansklærer kunne man høre semikolonerne råbe på refleksion – om historien der binder os sammen, om hvorvidt lykken har et postnummer, om konen i muddergrøften som alle finanskrisers moder osv. (Talen blev i øvrigt trykt som kronik i Politiken den 2. oktober – uden de semikolonner som var så hørbare, men i stedet med en del tankestreger). Tilsammen peger de tre taler på elementerne i god danskundervisning, ja, i god undervisning i det hele taget. Vi skal kunne opstille og forfølge målene, hente og bearbejde viden ved hjælp af de tilegnede færdigheder. Og vi skal kunne kombinere vores fag i projektarbejder som vi kan fremlægge resultaterne af. MEN vi skal også kunne standse op og reflektere over det fremlagte.I den omsiggribende evalueringskultur er det som om bedømmelsen af fremlæggelsen er endestationen, men i så fald er det også sandsynligt at der ikke er busser, tog, fly videre ud i verden – ja, end ikke cykler; vi kan næppe anvende det lærte i andre sammenhænge, men må ved hvert projekt starte forfra. Dansklæreren som har sproget og dets historiske, kulturelle og dagligdags bæreevne som sit stofområde, må stå i første række, når det handler om at sikre refleksionen og tænkningen i skolen – og dermed give sit væsentlige bidrag til at det eleverne lærer kan anvendes; at der kan bygges videre på det lærte, er al undervisningssynergis moder. Det er dansklæreren der fx skal kunne omsætte den varme luft fra ordene i Ny Nordisk Skole til energi, og når årets Sorø-møde beriger den fremlagte Ny Nordisk Skole- håndfæstning (manifest) med begreberne dannelse og demokrati som ministerens oplægsgruppe på forunderlig vis havde ”glemt”, så må dansklæreren være den første til at undre sig over at børne- og undervisningsministeren, ja, og den rigtige statsministeren i åbningstalen, taler videre som om intet er hændt: Emil skal i heldagsskole, bevæge sig og have en iPad. Ja, og….?Ved at evaluere Sorø-mødet med et: fint at deltagerne fik indflydelse gennem tilføjelsen af et par begreber, har man kvitteret for processen på mødet. Men når al talen derefter fortsætter som om intet var hændt, så er man ikke en del af et lærende miljø; snarere er der tale om et manipulerende miljø!Netop begreberne demokrati og dannelse kan være afsæt for en skole og for en danskundervisning/undervisning der skaber sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid, der giver individerne styrke gennem fællesskab, og som kombinerer færdigheder, viden, projektarbejde og TÆNKNING. En dansklærer må stå på mål for det forhold at vi har fået et sprog for at kunne knytte os til hinanden, berige os med viden, og begribe os selv, hinanden og verden ved hjælp af tænkning; iPad og SmartBoard vil så fremstå som fine, tidssvarende (og tidsbegrænsede) redskaber, og aldrig som undervisningens redning og lykkens digitale riddere.En god dansklærer kan sikre at vi befinder os midt i virkeligheden, også når den er mest fantasifuld. En god dansklærer spænder over de tre åbningstalers sproglige karakterer: Dansklæreren kan opstille mål, men formår også at skabe afsæt for at eleverne både vil kunne få noget at leve af, og noget at leve for.Og sagt i al godmodighed, så viser talerne også at lærere i den danske skole har brug for faglige foreninger som vitale, kulturelle supplementer til den mål- og stålsatte fagforening.

Hør selv talerne på www.vartov.dk

Teksten er identisk med mit fagpolitiske afsnit i formandsberetningen til Dansklærerforeningens Folkeskolesektions generalforsamling.