En åbningstale om skoletrætte børn bliver for snæver

På denne Lærerens Dag var der stort fokus på uddannelse ved Folketingets åbningstale, men det var som om, at tiden havde stået stille siden 2013. Statsministeren pegede på, at for mange børn forlader skolen uden at kunne læse, skrive og regne. Tidligere skulle løsningen findes i lange skoledage, bevægelse og åben skole. I dag er svaret en ugentlig praktikdag på en virksomhed for de skoletrætte elever.

Den form for praktik har vi brugt hele mit lærerliv. Det er meget sjældent den bedste løsning, da mange ting skal gå op i en højere enhed. Er det en god ide at fjerne eleven fra fællesskabet? Vil det få en betydning for det faglige? Og en lang række andre spørgsmål skal først på plads. I de 20 år jeg har været lærer, har jeg vurderet, at det var den bedste løsning i tre tilfælde. Der har det til gengæld været værdifuldt og så sent som i sidste uge talte jeg med en voksen mand, der havde været i sådan en praktik, siden han var 12-13 år, hvilket havde givet ham det helt rigtige afsæt set i lyset af hans situation.

Jeg vil dog mene, at når man fylder sine ellers sparsomme minutter i en åbningstale med at tale om skoletrætte elever af den type, som kan få glæde af en rullende praktik, så har det et meget snævert fokus. Langt de fleste børn er nemlig ikke skoletrætte. De er bare trætte, og det er de fordi dagene er for lange, konflikterne er for mange og forholdene for trange. Det havde jeg hellere set adresseret i en politiske tale.