Elever ordnet eftertrykkeligt og efter tal

TV-nyhedsflowet har på det nærmeste oplevet oversvømmelse af meninger om tal, fordi regeringen har luftet tanken om en revision af karakterskalaen. Alle griber velvilligt en pen og grifler tal ned og argumenterer for færre tal-huller på midten; alt sammen vel helt ok, hvis det vel at mærke hvilede på en overvejelser om, hvad det er for et formål karaktererne skal tjene.

Kun Danmarks Lærerforenings Jeanette Sjøberg lagde op til en drøftelse af dette. Alle andre lavede øvelser, der mest af alt vækker mindelser om Søren Østergaards absurde figur Målermanden i Zirkus Nemo.

Og det ville faktisk være velgørende med en principiel debat om hvorfor vi ordner børn og unge efter tal, både direkte og eftertrykkeligt snigende. Ethvert indordningssystem har nemlig en virkning og en række bivirkninger.

Da Carl von Linné udførte sit banebrydende arbejde omkring den systematiske gruppering af planter af dyr, skabte han grundlaget for store dele af naturforskningen og for fx økologien. Men hans arbejde indgik også i den racesystematik, som var særdeles udbredt i naturvidenskaben helt frem til midten af 1900-tallet; ikke mindst i Danmark og nærmeste omegn.

De udstillinger af fremmede, som vi afholdt flere end 60 af rundt om år 1900, var tænkt som videnskabsbetinget folkeoplysning om udviklingslæren. I de udstillingspiecer, man kunne købe, var racehierarkiet optegnet, og i mit barndomshjem fandtes et værk om Verdens Dyreliv med en planche, der viste udviklingen fra chimpanse over neger til menneske, ligesom der var en planche over raceæstetik, hvor det fremgik, at nordeuropæere er de smukkeste, mens semitter, asiater og afrikanere i nævnte rækkefølge er mindre smukke og aboriginals aldeles ikke er smukke. Således har vi en facitliste omkring skønhedsgraden hos Martin Henriksen, Tesfaye og Obama, for nu at blive ved mændene.

Bivirkningen af Linnés epokegørende arbejde var altså, at det skete, at oplyste folk kunne bringes til at acceptere, at nogle menneskeracer blev reduderet til umennesker og derfor kunne sendes til udryddelse.

Selv det mest betydningsfulde kan have en bagside, der skal belyses.

Birgitte Krogsbøll leger med kategoriseringer, så vi kan få øje på nye sammenhænge og måske se ændrede muligheder. Det sker i den lille, fine bog "dyr med næb ordnet efter antal vinger". FX: "runde ting, der er kolde og hvide: 1) hagl, 2) måne, 3) snebold". Hun følger op med den smukke billedbog "Den fnuggede himmel-po-trompet", som Kamilla Wichmann har illustreret. Her er fx: "Huse, der ikke plejer at være hæk imellem: styrehus, blækhus, fuglehus, kernehus, hønsehus, dukkehus, sneglehus".

Her er der overraskende, absurde, konsekvente, (psyko)logiske oplæg til at tale om kriterier.

Hvad er forskellen på

- at opdele elever med tal efter fejl

- at opdele elever med tal efter rigtige

- at opdele elever efter utallige andre kriterier?

Lad dog Målermanden afløse af Tænkemanden!