På hovedstyrelsesmødet i februar var lønformarbejdet til debat. Vi var nogen, der efterlyste og foreslog en offensiv strategi fra foreningens side.
Det er blevet udlagt i Folkeskolen og BUPL's fagblad, Børn og Unge, som om offensiv strategi handler om at gå ind på arbejdsgivernes tankegang om en opdeling af lønnen i basisløn, kvalifikationsløn og resultatløn - og som en glidning væk fra vores politik om afvisning af den individualiserede løndannelse.
Vores afvisning af den individualiserede løn er ikke en gold afvisning, fordi vi ikke tør tænke nyt. Den er et resultat af en vurdering af, hvad der skal til for at drive et godt lærerarbejde, og der hører indbyrdes konkurrence på lønnen ikke hjemme.
Min begrundelse for at foreslå en mere offensiv politik går på, at vi selv må ud som forening og være meningsdannere. Det er for risikabelt at overlade arenaen til arbejdsgiverne.
Bombardementet fra Kommunernes Landsforening i pressen på det seneste er et eksempel på, hvad der sker: Når tingene bliver sagt tit nok, bliver det - også for politikere - til uomgængelige sandheder.
Hvis arbejdsgiverne ønsker høj kvalitet i skolen, er det direkte tåbeligt at sabotere bestræbelserne herpå ved at forsøge at gennemføre en løntankegang, der modarbejder en arbejdspladskultur, der bygger på samarbejde og udvikling i tryghed.
Lad os sige det igen: Vi vil være med til udvikling af skolen - men vi kan ikke bruge denne løntankegang inden for skoleområdet!
Astrid Schjødt Pedersen
medlem af DLF's hovedstyrelse
Eftersnak er ikke offensivt
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.