Efterlyses: Metodefrihed og medbestemmelse.

I løbet af min læreruddannelse var jeg på et tre måneders studieophold i Frankrig. Jeg husker, at jeg morede mig over, hvordan alle de franske lærerstuderende lærte at undervise på samme måde fra samme biologibog med de samme øvelser og ovenikøbet næsten havde samme håndskrift. En stående vittighed dengang var, at hvis man besøgte en hvilken som helst 6. klasse på en hvilken som helst skole i Frankrig, så ville de alle være på samme side i samme bog. Der var med andre ikke noget med metodefrihed eller frit valg af materialer der – det hele var besluttet fra centralt hold.

Jeg synes stadig, at metodefriheden er noget af det vigtigste i mit virke som lærer - en del af min lærerpersonlighed. Nu er sagen bare den, at jeg er ansat i en kommune, der har truffet valget for mig. I alle naturfagene i overbygningen er det bestemt fra forvaltningen, hvilken platform vi skal bruge. Så mon ikke man kan gå ind i de fleste 7. klasser i kommunen og opleve, at de alle arbejder med det samme emne i biologi lige nu, og at de alle skal bruge modellervoks i løbet af denne eller næste uge til en af de praktiske opgaver. Nøjagtigt det, jeg grinede sådan af for 25 år siden i Frankrig.

Skal vi mon så bruge en anden portal igen næste år? Det er i forvejen pænt upraktisk, at de forløb man brugte sidste år, ligger på en anden portal, som man lige om lidt ikke længere har adgang til. Mine muligheder for metodefrihed og elevmedbestemmelse er efterhånden så begrænsede, at det nærmest er til grin. I de jævnlige trivselsundersøgelser bliver eleverne bl.a. spurgt, om de er medbestemmende på undervisningens indhold og form. Sjovt nok bliver der ofte svaret ”Nej, sjældent”. Ja, for planerne bliver jo lavet for et år frem (og lagt på en anden platform!), materialet er valgt, og så er der ikke plads til meget spræl og spontanitet.

Det er såmænd ikke så meget det, at vi bruger digitale platforme. Det ku’ bare godt ha’ spurgt, ku’ de.