”Du skal bare sige noget mere i undervisningen”.

Jeg ved ikke med dig, men jeg har hørt mig selv sige ovenstående sætning mange gang, og jeg kan høre, hvor upræcist det lyder. Så kunne man indvende, at det måske var på tide at gøre noget ved det, og det har jeg så forsøgt. Mere om det om lidt.

Kulturfagene er udprægede mundtlige fag, og de nye strømninger, der for tiden blæser ind over fagene, har indtil videre ikke gjort dem mindre mundtlige. Selve prøven er mundtlig, og derfor giver det fint mening at træne mundtligheden i fagene, men det er for mig at se endnu eksempler på rækken af fag, der tilgodeser den mundtligt stærke elev. Den ekstroverte. Den, der tør sige noget.

Det må temmelig frustrerende for en elev, at få at vide, at det bare drejer sig om at deltage i undervisningen. Det ved eleven formentlig allerede. Man skal bare lige være hurtigere end de sædvanlige fem- seks stykker, der sidder klar parat til svar.

Skriftligheden bliver tværfaglig.

Jeg har forsøgt at lade mine klasse skrive blogs, klummer og debatindlæg om nogle af de emner, vi arbejder med. For tiden sidder med nogle debatindlæg om aktiv dødshjælp, hvor både etik, appelformer og argumentation har været gennemgået på forhånd.

Samtidig sidder jeg som dansklærer, og kan på den måde få noget konkret danskfaglighed ind i mine kulturfag. Hvis du sidder derude og ikke har dansk, kan du evt. tale med klassens dansklærer om et oplæg, så eleverne oven i hatten får arbejde med væsentlige træk ved de argumenterende teksttyper samt konkretet genretræk ved eksempelvis debatindlæg. Bare det er dig, der retter opgaverne. Ikke dansklæreren.

Jeg kommer selvfølgelig ikke uden om mundtligheden på den måde. Den er stadig den primære tilgang i min undervisning, men skriftlige kildeopgaver eller arbejde med skoletubeværktøjer kan fint supplere fagenes mundtlige dimensioner, og derved rammer jeg en langt bredere skare af elever. Ikke kun dem, der tør åbne munden. Den sidste blog er nok ikke skrevet om den sag.