DLF mener: Velfærden er i frit fald

For et par uger siden ringede jeg til min læge, da jeg havde nogle problemer med mit knæ, som jeg ønskede tilset. Det første, jeg blev spurgt om, var: “Har du en sundhedsforsikring?”

Er vi virkelig nået dertil?

Fra foreningens netop afholdte kongres sendte vi en resolution til Christiansborg: Et opråb til lovgiver om, at folkeskolens økonomiske fundament slår revner – ligesom det i øvrigt er tilfældet for alt, hvad vi løseligt betegner “kernevelfærd”.

Dag for dag bevæger vores samfund sig næsten umærkeligt væk fra den universelle velfærdsmodel, der ellers har dokumenteret folkelig opbakning, og minimalstaten og forsikringssamfundet presser sig på med privathospitaler, -daginstitutioner, -plejeboliger og -skoler samt sundheds- og lønforsikringer.

Uanset om vi taler børn, skole, uddannelse, sundhed, ældre eller handicappede, går det kun én vej, og det er mod større social og økonomisk ulighed. Det offentlige forbrug er siden finanskrisen gået i stå, og velfærden er således slet ikke fulgt med den private velstandsstigning og de stigende borgerforventninger. Det mærker vi dagligt i “det offentlige” som faldende kvalitet og service for borgerne og forringede arbejdsvilkår for de ansatte.

Årsagen er selvsagt politiske beslutninger og prioriteringer over en årrække, og disse baserer sig ud over ideologi på dét beregningsgrundlag, der nu engang findes: Forældede og konservative finansministerielle logikker og regnemodeller, som på problematisk vis farver de politiske beslutninger. Det er for eksempel langt lettere og sikrere at beregne en håndfast betydning af skattelettelser og dagpengereduktioner end af minimumsnormeringer og forebyggende specialundervisning i folkeskolen. Men økonomi er ikke naturvidenskab, hvilket man af og til kan forledes til at tro, når man følger samfundsdebatten.

Finanspolitikken har efterhånden koloniseret al anden politik, og det er og bliver et kæmpe problem, fordi det undertrykker politiske drømme og forestillinger om noget andet og bedre. Dét er Lærerforeningens og fagbevægelsens måske vigtigste opgave de kommende år; at ændre velfærdsudviklingen og formulere tydeligere visioner for et bedre og mere ligevægtigt og bæredygtigt samfund og (arbejds)liv.