Dig, mig og DLF

''Jeg synes ikke foreningen gør noget for mig!'' Underforstået - at når jeg betaler kontingent - har den at sørge for ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Sagde hun, da vi som kvarte sociale tilfælde mødtes uden for vores lokale 'Vandkunst'. Gid det var så enkelt! Hvilken lykketilstand ville der ikke herske i lærerstanden! Jeg tillod mig at bringe min unge smukke kollega i elskværdig erindring:

- At DLF ikke alene er den store utilnærmelige inde i København.

- At DLF ikke alene er den meget mindre og tilnærmelige, som vi just mødtes uden for.

- At DLF er dig og mig, og at det ikke er mere magtfuldt og stærkt, end vi gør det til. Netop vi to!

- At DLF ikke er en automat, hvor vi med et bestemt indkast kan trække en ønsket vare.

På mit missionærspørgsmål om, hvad hun personligt ydede til opnåelse af de fælles ønsker, måtte hun tilstå, at som nybagt lærer var der ikke energi til ret meget andet end daglig overlevelse. Den tilstand huskede jeg selv alt for godt! Frikendt med dommerstemmerne 1-0.

Lang mere tankevækkende er det, når ældre og endnu ældre kolleger stilles overfor samme spørgsmål. Her er undskyldningerne ligeså mangfoldige som til 'Det store Gæstebud!'

En har kun otte år tilbage før efterløn - og dermed målet for tilværelsen!

En anden har netop fået sit første barnebarn!

En tredje vil ikke blandes ind i noget, fordi hun har et godt skema - og klarer sig!

Nej, det er der andre, der må tage sig af . . . og så videre.

Så er spørgsmålet: Er det fortsat holdbart, at vi rutinemæssigt giver 'Den Store Vandkunst' og de mindre skylden for vores slidsomme liv? Gør dem til syndebukke? At vi sidder som israeliterne ved Babylons floder og begræder vores vanskæbne?

Nej - og nej igen!

Vi må hive os selv op ved håret og stoppe klynkeriet! Vi skal standse den lidet ærefulde deroute for vor stand! Som Thor overvandt Udgårsloke, må vi overvinde vores modstander! Vi må mobilisere al vor vilje og styrke. Vi skal være en kombination af Mike Tyson og Lotte Heise for at gennembryde dette panser af ligegyldighed og kynisme, vi er oppe imod. Derfor er fælles indsats mere nødvendig end nogensinde!

Det er nu, der skal blæses i Rolandshornet! Vor skæbneslag hedder Overenskomst - 97.

Niels Christian Christensen, Hjørring