Differentieret forberedelsestid

For tiden udtaler folk sig frejdigt om det logiske i, at lærerne ikke skal have den samme forberedelsestid.

Det mest anvendte eksempel er idræt i skolestarten og matematik i udskolingen, for det må da være til at forstå for enhver! Altså, at hoppe og spinge og at løse ligninger med to ubekendte - det stiller da ikke samme krav til læreren.

Nej, samme krav? - men hvilke krav?

Fælles Mål i idræt har et trinmål efter 2.klasse, som lyder: "udføre grundlæggende gymnastiske færdigheder i afsæt, svæv, landing,rulning, spring, vægtoverføring og forflytning samt vægt på armene."

Det kræver sikkert ikke megen forberedelse af læreren - vel?

Nu skal skolelederne til at vægte forberedelsestiden mellem lærerne, og én af logikkerne her er, at en nyuddannet lærer selvfølgelig har brug for mere tid end en gammel, garvet.

Fælles Mål i billedkunst har et trinmål efter 5.klasse, som lyder: "anvende male- og billedbehandlingsprogrammer, herunder kendskab til sampling, kloning og fragmentering."

Sådan noget kan en gammel, garvet billedkunstlærer vel helt af sig selv?

Nå, men så kristendomskundskab da. Det er sådan et fag, som klasselæreren lige "tager med", og hvor man kan læse nogle gode historier, ikke?

Fælles Mål i kristendomskundskab har et trinmål efter 6.klasse, som lyder: "gengive sammenhænge og modsætninger mellem Det Gamle og Nye Testamente og forholde sig til centrale fortællinger i et historisk perspektiv."

Det kræver måske nok lidt mere end en go´ historie!

Musik! Det er jo sådan et område, hvor man enten er begavet fra naturens side - eller ikke, og de begavede musiklærere har det jo så dejligt, når der bliver sunget og spillet. Vi skal vel ikke ligefrem belønne naturlig begavelse og livsudfoldelse?

Nu bliver det svært!

Og så er der eleverne i klasserne. Dem er der jo stor forskel på. Nemme elever i nemme klasser - vanskelige elever i vanskelige klasser. Hvem er bedst til at overbevise skolelederen om, at hér kræves ekstra forberedelsestid?

Vi skal også tænke strategisk - og der mangler efterhånden mandlige lærere i folkeskolen - så, hvad med lidt belønning til mændene?

Det er så logisk, ikke? Differentieret forberedelsestid skal der til. Alt andet er forrykt, forstenet, bagstræverisk tankegang.

Eller forholder det sig modsat? At de nye forberedelsestider bliver et uskønt syn, spild af ledelsestid, splittende for de professionsudøvende, ødelæggende for elevernes glæde og læring? - alt i alt, forrykt!

I øvrigt har lærerne altid haft for vane at anskue "forberedelsesbyrden" som en gennemsnitlig ting- set hen over et lærerliv, og ikke som en del af et årligt eller - Gud forbyde det - månedligt kræmmermarked.