Diagnoser og normalitet

Svar til Morten Carlsson: Hver gang jeg i offentligheden siger, at mange forældre søger en diagnose med henblik på at få etableret nogle specialforanstaltninger for et barn, er der forældre, som bliver meget vrede. Hvis nu disse forældre hørte alt, hvad jeg siger, ville de ikke reagere sådan, og når de ikke hører det hele, er grunden formentlig, at de selv har et barn, som fuldt berettiget har fået en diagnose af typen autisme, ADHD, Asperger, Tourette en diagnose, de ofte har kæmpet for og omsider fået hjælp for i form af en gruppeordning eller specialskoleplacering. Disse forældres børn hører formentlig til de en-to procent af alle børn, der hører hjemme i de nævnte diagnostiske kategorier, og det er ikke dem, jeg har noget at indvende over for, tværtimod argumenterer jeg for, at man ikke nedlægger specialskoler, gruppeordninger og specialklasser i et misforstået forsøg på rummelighed og rationalisering.

Dem, jeg reagerer imod, er de mange forældre som ovennævnte forældre ikke ser der henvender sig til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og til praktiserende læger med beklagelser over børnenes adfærd for at få hjælp til disse, for hvilke det er overordentlig tvivlsomt, at der er tale om en organisk forklaring. Her er snarere tale om sociale og emotionelle vanskeligheder eller blot om manglende opdragelse og rammer. Det er i øvrigt netop disse tendenser og det pres, tendenserne lægger på systemet, som gør, at de forældre og børn, der virkelig har brug for hjælp, har svært ved at få det.