Det upædagogiske princip

Der er ingen tvivl om, at der i øjeblikket er lagt i kakkelovnen til de nationale test, eller nationale tæsk, som de ofte kaldes i folkeskolelærermunde. Denne gang, for det er ikke første gang, håber jeg at ilden fænger.

Jeg tror ikke, mange voksne er klar over det, men det er faktisk sådan, at testene er bygget op efter et princip, hvor opgaverne hver anden gang, er præcist så svære, at børnene ikke kan løse dem. Ud af de ca 45 minutter en test varer, sidder børnene med opgaver, hvor de bliver nødt til at gætte ca. halvdelen af tiden.

Prøv at forestille dig det. Du er et lidt ambitiøst barn, på otte år, hjemme venter mor og far, alle er lidt spændte, hvordan mon nu det går. Det går godt med opgave et, to og tre, og så vupti, så forstår man ingenting, hov den næste går, og endnu en, og så kommer der tre i træk, hvor man bare klikker helt tilfældigt, så kommer der en enkelt, der var nem, og så et gæt, og så en nem, og så et gæt. Efter 20 minutter bliver det lidt kedeligt, hvor mange mon de andre har nået, hvor længe er der tilbage, hvornår mon testen bliver grøn, Peter og Lise er allerede grønne, mon det er fordi de er dygtigere, hvem er mon den bedste, er den sidste den dårligste?

Det er ikke svært at forestille sig, at det kan blive til et meget ubehageligt møde. Og det ovenstående er det scenarie, alle børn møder, både de dygtige og de udygtige.

Når vi udvikler test, som vi synes børn skal deltage i, så bør vi som minimum sikre, at det er test, der giver dem en god oplevelse. Vi skal også overveje, det rimelige i, at udsætte børn for test overhovedet.

Men vi kan ikke være bekendt, at udsætte dem for opgaver, som vi ved, de ikke har en kinamands chance for at løse. Det er simpelthen for børneuvenligt.