Det ulmer

Det er godt nok skidt, som det er endt med folkeskolen, sagde en far forleden til mig. 'Men studenter kan de jo blive alle sammen alligevel, for man sænker bare kravene', føjede han til.

Jo, vildt uenig med ham er jeg ikke.

Efter vi fik skolelæreren aflivet, skrider fordummelsen hastigt og målrettet frem. Dertil kommer alle misforståelser beordret fra højere sted. Tag nu den indgroede tro på, at småbørn magter at arbejde på voksen vis. Frustrationerne, som deraf følger. Derouten dag for dag. Minsandten om jeg ikke i en artikel her i bladet 'Lærerne mister fodfæste' (Folkeskolennummer 45) får en seminarielærers mening: 'Lærerne skal ikke bare acceptere det ene og det andet, bare fordi det er nyt. De skal ikke tro på hvad som helst. . .'. Det er nye toner især fra den kant. De har nærmest været et ikke-eksisterende folk i skoledebatten.

Tænkte på - for gud ved hvilken gang - da jeg for nylig så en ung, sympatisk lærerinde på tv kæmpe en tapper og vedholdende kamp med en svær 1.b, hvilke fortvivlende odds mangen en klasselærer er oppe imod. 'Børnene skal jo kunne læse ved udgangen af 1. klasse', lød det fra hende som en yderligere stressfaktor.

At kyniske magthavere beordrer det, burde rage os en høstblomst, for vi ved, hvad vi ved. Som om det skulle føre fædrelandet i våde, hvis der var syv børn, der ikke kunne læse før marts i 2. klasse.

De krævende forældre synes ikke meget optaget af at levere et barn, der lader sig undervise.

Det er skrækkelig synd for børnene. Og synd for de unge lærere, der klogeligt redder livet ved at flygte ud af skolen.

Som alle ved, har det længe været sådan, at et vink fra den trendsættende magtelite lynhurtigt accepteres, hvorefter man trygt kan hvile sig i bevidstheden om at stå for de rigtige holdninger.

Lad meningstyrannerne udspy ord, ordrer og tidsspildende evalueringsidiotier i fine skrivelser, vi smider det væk, gør vi. For vi ved noget, de andre ikke ved. Tænk, om lærerne kunne stå sammen om det. Det er jo lærerne, der har den reelle magt. Hvad skulle man dog stille op mod massiv dansk lærer-ulydighed? Der ville ikke være andre til at tage over. Ingen turde åbne døren til et klasselokale med 26 vilde 1.b'ere. Da slet ikke for at lære dem at læse. På ét år.

Men lærerne skal ikke have noget klinket. Et flinkt folk, der bøjer nakken og lukker mundene hårdt i. 'Jamen, vi skal jo', siger de og iler videre.

Men det er nu, det ulmer. I kontorer, korridorer og på åstedet. Det er nu, tændstikken skal sættes til. I overmorgen er det for sent. Det skulle være lærernes klare mål.

Hvis en gråhåret lærer, der har smagt bedre dage, udtrykker betænkelighed over dette og hint, risikerer han klassikeren: 'Det bunder i angst for forandringer'. Så de gamle lærere tav og gik. For tidligt.

Hvem lukker og slukker efter dem?

Husk lige også at tage stikket ud fra de flimrende, fordummende skærme - ved de yngre årgange.

Det gør vel ikke noget at være lidt på forkant.

Else Baggesen

Hjørring