Det nye element i skolen: Implementatoren

Engang i 1975 indførte man den niveaudelte skole. Man niveaudelte visse fag, der var af en sådan beskaffenhed, at man vidste, at det ikke var muligt at opretholde realskoleniveauet i disse fag, hvis man ikke underviste de bogligt svage elever og de dygtige hver for sig. Den viden var så velkendt, at den ikke blev modsagt af nogen ud over af dem, der allerede på den tid var grebet af den skoleødelæggende udelthedsdille. Men dem var der jo desværre også en del af. Realskolen var fortræffelig, men der gik mode i at sværge til noget nyt. Og alt det nye, som man så sværgede til havde sin rod i de gale studenterballademageres hersen ikke alene i universitetsverdenen, men med hele befolkningen. Skolen skulle fornys for fonyelsens skyld. Og da man ikke kunne finde på at forny skolen til det bedre, så fornyede man den til det dårligere. Men en frygtsom undervisningsminister, Ritt Bjerregaard, mente dog, at fornyelsen gik for vidt, og så landede skolen på den niveaudelte udgave. Denne udgave blev vedtaget og den fungerede bare, som den var udtænkt og realiseret.

Men der var for megen kvalitet ophobet i denne skoleform. Og det betød til nogens fortydelse, at der var for megen traditionelt topkvalitet ført med fra realskolen over i nyskabelsen. Og det var sandelig ikke meningen. For så var fornyelsen ikke så ny, at man kunne bryste sig over at have fundet på noget nyt. Og så henfaldt det hele til det fortvivlede elevsammenrod, der aldrig har fungeret efter de helt urealistiske hensigter, som man havde iværksat den med.

Så reformerede man udueligheden ved at finde på utallige firnurligheder, som man dekorerede udueligheden med. Bevægelse, der i hvert ikke havde den undergørende virkning, som man bare påstod. Lang skoledag, der alene virkede trættende på eleverne. Varieret undervisning, der øgede den i forvejen grasserende uro i de undevisningsuegnede sammenrodsklasser. Osv. osv.

Og nu vil kommunalpolitikerne så have ét sted, én person, som de kan pukke på, hvis det forbistrede reformmakværk, de selv er ansvarlig for, ikke snart kommer til at virke. Skolelederen skal ikke længere alene være leder og udføre lederfunktioner. Han skal gøres til implementator. Han skal få makværket til at virke i øvrigt for først gang i snart et kvart århundrede. Han skal sørge for, at alt det, der aldrig har virket i skolen siden 93, nu kommer til at virke. De politiske idemagere og deres trofaste pædagogiske følgesvende er nemlig ved at løbe tør for nye ”undergørende” finurligheder, som de kan dekorere udueligheden med. Jo, for når reformen ikke virker, og det gør den jo som bekendt ikke, så er det ikke, fordi reformen er dårlig, Så erdet fordi reformen ikke er implementeret. Og hvis reformen ikke bliver implementeret engng ad åre, så er det, fordi skolelederen ikke har været dygtig nok. Altså skal alt på den måde til at afhænge af en opdateret skoleleder. Ene og alene af ham.