Det muliges kunst

Så har det været nytår igen. I de seneste dage er der faldet mange ord om lærerne i 2013 - og statsministeren har gjort et forsøg på at tale de offentligt ansatte op. Men alle de, som tror, at lærerne mangler motivation og derfor har brug for at blive klappet på hovedet, har ikke forstået ret meget.

Lærerne er simpelthen bekymrede, fordi de har svært ved at få øje på en hverdag, hvor de kan leve op til deres ansvar over for eleverne - og samtidig leve under den nye arbejdstidslov.

I hele landet har der været holdt møder i skolernes faglige klub. Lærere er praktiske mennesker med et stort engagement. Så på disse møder kæmper de for at finde ud af, hvordan de skal få skolen og deres eget arbejdsliv til at hænge sammen under de nye regler.

Debat om arbejdstid: Vi skal nå det hele på skolen

Lærere vil gerne tage ansvar for eleverne og for skolen. Ja, de kan slet ikke lade være. Men mange føler bare, at man beder dem om at deltage i et 100-meter løb og samtidig binder deres ben sammen.

100-meter løbet handler om, at lærerne inden for den samme arbejdstid både skal undervise mere og dermed også forberede sig mere. Mens bindingerne handler om, at de samtidig skal være på skolen i hele arbejdstiden. Her er de afhængige af, at de kan få ro, så de kan nå at forberede sig og ordne alt muligt andet omkring undervisningen.

De må ikke som hidtil selv tage ansvar for at få enderne til at hænge sammen og eventuelt sørge for, at der er plads til et ekstra forældremøde, hvis der er brug for det.

Mange føler måske inderst inde en vis forventning ved at forestille sig en hverdag, hvor de for første gang nogensinde kan holde fri, når de går hjem. Og slippe for at høre om lange ferier og korte arbejdsdage!

Men de har bare svært ved helt at tro på det. For frygten er at ende med at stå i et klasseværelse og være dårligt forberedt, fordi der var lagt for mange møder - og der ikke var ro og en arbejdsplads, i de få timer hvor forberedelsen skulle fyres af. Derfor er fristelsen til lige at gå det igennem derhjemme om aftenen stor.

Det bliver det grænseløse arbejde, hvor man alligevel aldrig har fri. Det kan ingen holde til.

Hvad skal man gøre? Ditte Jensen, der under konflikten blev DLF's ansigt udadtil og siden bloggede på folkeskolen.dk om sine erfaringer, skriver i sin smukke, alternative nytårstale blandt andet:

»Man kan blive fristet til at læne sig trodsigt tilbage … Men det vil dræne os for passion og gejst …«, mener hun. Derfor anbefaler hun, at man i fællesskab sætter klare grænser for arbejdstiden. Men samtidig er hun klar over, at »den enkelte elevs læring i sidste ende afhænger af den enkelte lærers entusiasme og vilje - det enkelte hjerte«.

Lærerens nytårstale: Det livgivende organ

Der vil altid være en afvejning mellem det optimale og det mulige. I det kommende år vil det muliges kunst komme til ære og værdighed.