Det må gerne være svært at gå i skole

Når jeg tænker tilbage på min egen skolegang, er det ofte udfordringerne og fejlene, som står som tydelige punkter for udvikling og læring. Vi kender alle den nærmest kropslige frustration, når noget ikke vil lykkes. Vi lærere kender også den totale nedsmeltning, når en elev rammer kanten af egne evner i en svær opgave, men forhåbentligt kender vi også alle den altoverskyggende triumf, når det lykkes at hjælpe den elev videre fra den totale frustration til en ny erkendelse, ny læring og en stolthed over produktet og det, han / hun nu kan: ”Yes, jeg gjorde det!” Jeg mindes selv disse oplevelser fra min egen skoletid, og det er som om, at de erfaringer, som bragte mest frustration, også står som nogle af mine største succeser.

Var jeg da et vidunderbarn, som helt på egen hånd udviklede mig, lærte og blev bedre og bedre? Nej, desværre, men jeg husker de lærere, som igennem deres viden, deres faglighed og den tryghed, jeg følte til dem gennem den helt særlige lærer-elevrelation, forstod at puffe, fortælle og vise mig vejen. I billedkunst - som den gang hed formning - husker jeg mødet med formning som valgfag. Det var en oplevelse af, at nu forventedes der mere, og nu voksede opgaverne, og jeg skulle vokse med. Ved vandkanten lidt nord for den pragtige Kongevilla i Skagen sad jeg omgivet af de øvrige valgfagselever og skitserede udsigten - både hav, strand og bygninger. Vinklen på gavlen ved at af 60´ernes fiskervillaer med havudsigt fra de store vinduespartier, som blev bygget i en tid med opsving, frustrerede mig. Jeg kunne bare ikke ramme rigtigt, men godt på vej i en af teenagetidens nedsmeltninger over egne manglende evner, satte min formningslærer sig i sandet ved siden af mig. Han lånte min blyant og viste mig, hvordan jeg kunne holde blyanten op i mit synsfelt og spejle vinklen på den drilske gavl og føre den med ned på mit papir - ”AHA!” Pludselig faldt vinklen på plads.

I billedkunstundervisningen må det gerne være svært, men det er så vigtigt, at man som lærer står klar med det rigtige værktøj, med opmuntring og en klar, tydelig og rolig retning for projektet. Den ro finder man som lærer i sin faglighed og i forberedelsen af lektionen, men også i kendskabet til sine elever. I en tryg relation, hvor det er helt reelt for eleven at sige: ”I dag er det godt nok svært!” velvidende, at når læreren så siger: ”Ja, det er det, men det skal vi nok klare sammen”, så passer det.

Uanset hvad, vi gerne vil være bedre til, må vi øve os, og netop det at tegne kan med en træning i, hvordan vi ser, og hvordan vores indstilling er til en opgave, forbedres markant. Den første streg er ikke altid den rigtige, og et godt forabejde gør det videre arbejde meget nemmere. Dette var tilgangen i arbejdet med billedet "Sorg" fra 1902 malet af Anna Ancher. Det var svært, og det krævede vedholdenhed, men vi kom i mål.