Det handler om demokrati

Det var dejligt, at Folkeskolen atter i år havde prioriteret pensionistarbejdet i Danmarks Lærerforening så højt, at man sendte en journalist til det nyligt afholdte årsmøde.

Da jeg selv som redaktør af Statspensionisternes Centralforenings (SC) blad »Statspensionisten« nævnes i artiklen i nummer 22, vover jeg et lille genmæle.

Det er ganske rigtigt, at jeg i »Statspensionisten« optrykte de fire forslag til overenskomstkrav, som et udvalg under hovedbestyrelsen havde formuleret. Jeg er selv medlem af udvalget.

Det er rigtigt, at nogle årsmødedeltagere mente, at forslagene ikke skulle være trykt, inden hovedbestyrelsen havde behandlet dem og besluttet, hvilke krav SC skulle stille.

Men det er lige så rigtigt, at flere deltagere heldigvis delte redaktørens opfattelse.

For hvorfor skulle SC's medlemmer og SC's foreninger ikke på forhånd kende de krav, hovedbestyrelsen skulle behandle?

Nu fik man muligheden og indflydelsen, fordi jeg kunne forelægge forslagene til debat.

Skulle andre SC-medlemmer ikke have den mulighed?

Sender DLF ikke sine forslag til krav ud til medlemsdebat inden behandling på kongressen?

Skulle SC's medlemmer først erfare noget om SC's krav, når de var besluttet af hovedbestyrelsen?

Nej vel?

Så hvordan kan det være forkasteligt at give medlemmerne mulighed for at diskutere kravene, inden de besluttes endeligt?

Om nogen i Finansministeriet læser forslagene til krav i »Statspensionisten« og »regner sig frem til, at kravene er en rigtig god forretning for ministeriet«, er vist ren utopi og en pusten sig op til et format, der ikke holder.

Hvilke af forslagene skulle kunne begrunde denne frygt?

I Finansministeriet forholder man sig til de krav, der stilles af den forhandlingsberettigede organisation. Ikke til forslag til krav stillet fra de forskellige underorganisationer og foreninger.

For mig handler det om demokrati og om at involvere medlemmerne i beslutningsprocessen.

På det område kan man aldrig gå for vidt.