Det går ikke, det her

Forhåbningen i DLF var, at periodeforhandlingerne på baggrund af kommissionsrapporten ville føre til et forslag om arbejdstidsaftale i løbet af foråret, som så kunne lægges ud til urafstemning efter en medlemsdebat i god ro og orden i løbet af efteråret. Dét projekt er de facto løbet ud i sandet.

Det skyldes flere ting. Det er svært at frigøre sig fra en mistanke om, at KL aldrig har haf hjertet med i denne sag, men afgørende er det, at KL har stillet ultimative krav, som til syvende og sidst er dikteret af forhold, ingen af parterne har magt over. (Ja, jeg taler igen om de lange skoledage, og vil lige pointere om, at hvor meget romerne end grinede af Cato, endte det faktisk med, at Karthago BLEV ødelagt :-))

Nu er vi endt i en situation, hvor meget tyder på, at periodeforhandlingerne og urafstemningen desangående løber ud i sandet, hvorefter hele arbejdstidsspørgsmålet er sparket tilbage til regulært ok-regi. Og så skal kongressen i slutningen af september pludselig opstille kravene til de ordinære overenskomstforhandlinger forud for OK21.

Der kan umuligt blive tale om nogen dyberegående debat om den meget komplekse situation, der i så fald foreligger - endsige nogen som helst form for demokratisk involvering af medlemmerne. Og dette sker i en situation, hvor lærerne efter alt at dømme står ved en skillevej. Kampen om lov 409 kan næppe sparkes til hjørne for tredje gang.

Det haster derfor med en plan B. Den kunne fx lyde noget i retning af, at kongressen beslutter at udskyde kravopstillingen til en ekstraordinær kongres, der afholdes så sent som muligt, når kravene til ok-processen skal overholdes, hvorefter medlemmerne via en informationsindsats præsenteres for situationen i al dens uoverskuelighed og inddrages i en debat, der kan danne basis for den overenskomstforhandling, som kan blive skæbnesvanger for DLF og for lærerprofessionen.