Det forbudte ord

Politiken oplyste for nylig, at hver sjette nyuddannede folkeskolelærer ikke arbejder i folkeskolen ét år efter endt uddannelse. Skolens parter har ivrigt forsøgt at forklare dette problem:

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, foreslår færre undervisningstimer til nyuddannede, at de får en mentor tilknyttet, og at ledelsen holder et vågent øje med dem.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby plæderer for øget fokus på at skabe en bedre overgang imellem læreruddannelsen og skolerne.

Og formanden for Skolelederne, Claus Hjortdal, mener – ud over, at kommunerne skal øge resurserne til folkeskolen, hvilket de næppe gør – at forældre og kolleger (!) skal hjælpe med til at lette overgangen for de nye folkeskolelærere (det er jeg sikker på, at kollegerne allerede gør deres bedste for i forvejen).

Nu har det altid været forbundet med et vist realitetschok at starte som nyuddannet lærer i folkeskolen. Men det har ikke gjort overgangen mere overkommelig, at folkeskolereformen øgede undervisningens omfang med 20-25 procent og lod kravet om tilstedeværelsestid eliminere den fleksibilitet, der før reformen eksisterede i forberedelsesarbejdet.

De nyuddannede lærere ligger, som Folketinget og Kommunernes Landsforening har redt – med støtte fra Skolelederne.

Men ingen af ovenstående personer taler om folkeskolereformens betydning for problemet.

Er folkeskolereformen blevet et forbudt ord?