Det er altså mit arbejde!

Jeg er netop kommet hjem fra mit arbejde på min skole, hvor vi hele dagen har knoklet for at lægge sidste hånd på næste års fagfordeling. Det er som altid vanskeligt og krævende at få alle ender til at mødes på en fornuftig måde. Men, der er også mulighed for at byde ind med ønsker og bud på nye strukturer. Jeg er træt, men tænker også, at jeg har været med til at gøre en forskel. Vi arbejder hårdt for at lave en god skole. Jeg finder mit fagblad i postkassen og skynder mig at smække de ømme ben op, så jeg kan slappe af med lidt faglig inspiration til næste års planlægning. Man er vel ikke lærer for ingenting! Men, jeg når ikke længere end til Folkeskolens leder før skuldrene begynder at hænge og mit ellers gode humør lige så stille begynder at sive ud af kroppen. Er der slet ingen humor, ingen lyspunkter at finde inde på Vandkunsten? Er jeg medlem af en forening af gamle, sure og trætte skrubtudser, som kun kan sige KVÆK, KVÆK på den den virkelig enerverende måde. Er Niels Christian Sauer den eneste, som skal ytre sig i mit fagblad?Jeg er ikke jubelidiot. Jeg ved godt, at vi har for mange opgaver og alt for lidt tid. ALT for mange opgaver! Jeg ved også godt, at mange lærere rundt omkring i landet har vanskelige arbejdsvilkår. JEG VED DET GODT! Men, vi løser altså ikke vores problemer ved den konstante negative retorik, som DLF nærmest kaster op udover sine medlemmer i hvert eneste medlemsblad. Kan vi ikke snart få en anden tone i debatten og et lidt mere nuanceret billede af virkeligheden? Det er simpelthen ikke til at holde ud. Guderne skal vide, at uretfærdighederne står i kø og det nemmeste ville da også være at brede de korslagte arme udover teaktræsbordet og begynde at hyle højt og længe. Men, det får vi hverken en bedre skole af eller bedre arbejdsforhold. Vi kommer til at fremstå som en flok mavesure, gumpetunge og snæversynet "lærertyper". Skolen er vores daglige arbejdsplads, der hvor vi lægger vores hjerteblod og derfor er det dybt nedsættende, at enhver diskurs om skolen indeholder 88% indignation. Uanset hvor berettiget indignationen måtte være, så får vi absolut intet ud af det andet end mere indignation. Vi skal holde fokus på at fortælle om det kæmpestore arbejde, som gøres hver eneste dag i vores skole. Forleden dag blev jeg utrolig rørt over at se,hvordan en lidt ældre kollega viste sit kæmpe engagement og sin kompetente omgang med børnene i forbindelse med et idrætsarrangement. Den oplevelse vil jeg rigtig gerne holde fast i. Men, det kan jeg ikke, når jeg konstant bombarderes med dommedagsprofetier om, at folkeskolen er ved at synge sin svanesang.