Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Debat

Der var engang et specialdesignet 9. klasses tilbud for sent ankomne unge flygtninge og indvandrere

Kommunerne og Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling efterlyser gode modeller til at håndtere de mange flygtninge elever. For sent ankomne unge findes der et særdeles godt tilbud - men det står til at blive lukket i slutningen af dette skoleår.

Susanne Perez
Start debatten
29. april 2016, kl. 02:18

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Af Susanne Jacobsen Pérez, ph.d.-studerende ved Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet, forsker i undervisning af sent ankomne unge flygtninge og indvandrere.

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Her har vi en ung 18-årig flygtning fra for eksempel Syrien. Lad os bare kalde ham Ahmad. Han har lige fået opholdstilladelse i Danmark, er flyttet ud af asylcentret og ind i en lille lejlighed i en forstad til Hovedstaden. Ahmad har gået 6 år i skole i Syrien. Da han forlod skolen, lærte hans onkel ham op i snedkerfaget. Efter cirka to år var han udlært og arbejdede som snedker, indtil han var nødt til at flygte. Ahmads sagsbehandler har vurderet, at han har en såkaldt ungeprofil og anbefaler, at Ahmad deltager i et særligt 9. klasses undervisningstilbud for sent ankomne unge i nabokommunen.

Og her har vi et særligt 9. klasses undervisningstilbud for sent ankomne unge. Sent ankomne unge er sådan nogle som Ahmad. De er unge udlændinge, der lige er kommet til Danmark og i princippet er klare til at indgå i en ungdomsuddannelse. Men erfaringerne har vist, at det er en god investering for Ahmad og andre sent ankomne unge (og det danske samfund for den sags skyld) at gå i et grundskoletilbud først, gerne i to til tre år. Et specialdesignet grundskoletilbud. Et tilbud, der sikrer Ahmad alt, hvad han skal bruge for at klare sig godt i en ungdomsuddannelse og sit fremtidige liv i Danmark, hvis han ønsker det. Grundskoletilbuddet underviser Ahmad fuld tid, altså mandag til fredag fra klokken otte om morgenen til tre om eftermiddagen, og Ahmad tager også lektier med hjem – så der bliver knoklet derudaf. Og Ahmad bliver undervist i de fleste af folkeskolens fag: dansk, matematik, engelsk, biologi, geografi og fysik/kemi med særlig henblik på at bestå folkeskolens afgangsprøver i disse fag som afslutning på sit grundskoleforløb i det specialdesignede undervisningstilbud.

Den opmærksomme læser spørger nu selvfølgelig: Skal Ahmad ikke lære dansk, før han kan undervises i folkeskolens fag? Nej, det behøver Ahmad ikke i det specialdesignede undervisningstilbud. Det specielle design går nemlig ud på, at lærerne integrerer metoder og indhold fra fagundervisningen med metoder og indhold fra ”basisundervisningen” i dansk som andetsprog. Ahmad lærer altså hverdagsdansk og fagligt dansk samtidig. Det er der i princippet ikke noget nyt og revolutionært i. Det er sådan set bare at gøre, hvad der bliver bedt om Bekendtgørelsen om undervisning i dansk som andetsprog om ”udvidede modtagelsesklasser”, altså modtagelsesklasser for nyankomne udenlandske elever på 8.-10. klassetrin. Integration af (andet)sprog- og fagundervisning forskes der i verden over, også i Danmark, og der er mange gode erfaringer med dette. Og i det specialdesignede undervisningstilbud er de ret dygtige til det, for de har øvet sig længe.

Det specialdesignede grundskoletilbud ved også, at de nyankomne unge godt nok har dét tilfælles, at de skal lære dansk, men at deres faglige niveauer kan være vidt forskellige og at eleverne er mest motiveret, når de føler sig udfordret på det rette niveau. Det har en klog læringsforsker vist engang kaldt ”nærmeste udviklingszone” og det er vist én af grundstenene i den øvrige folkeskoles pædagogik. Derfor har det specialdesignede grundskoletilbud udviklet et skema, hvor visse fag, som fx matematik, lægges parallelle for klasserne, så unge, der er dygtige til matematik, har mulighed for at følge højniveaustimerne i faget, selvom de måske ellers går i ”begynderklassen”. I det specialdesignede grundskoletilbud, har man lært, at de unge lærer bedst og lærer dansk bedst, når de er dybt engageret i et emne, når de er optaget af problemstillinger, der reelt interesserer dem. Når formålet med at sige noget korrekt ikke er at sige det korrekt, men at formidle et budskab.

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at jeg får behov for at fremhæve, at nyankomne unge, ligesom alle andre børn og unge i uddannelsessystemet, synes, at undervisning er bedst, når der er noget at rive i. Det er nemlig, som om nogen i Ministeriet for Børn, undervisning og ligestilling må have glemt den detalje, da de skrev ændringsforslagene til Bekendtgørelsen om undervisning i dansk som andetsprog i folkeskolen. For hvordan kunne de ellers tro, at elever, der taler samme sprog, har mere tilfælles i en modtageklasse end elever med samme faglige niveau? Hvordan kunne de tro, at det at tale ”samme sprog” skulle kunne legitimere, at man åbner op for, at en modtagelsesklasse må spænde over fem klassetrin? Pludselig er det faldet Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling ind at forholde sig til de nyankomnes medbragte sprog. Det har man ellers gjort meget ud af at ignorere. Pludselig vil man bruge dette fælles, medbragte sprog til at argumentere for, at der både kan være flere nyankomne i en modtagelsesklasse og for at man sagtens kan spænde over læringsmål fra fem årgange.

Overvej det lige! Jeg vil ikke være den lærer, der skal undervise niveaumæssigt fra første til sjette klasse på samme tid. Faktisk er det sådan noget, indianske lærere i den peruanske regnskov, som jeg tilfældigvis også har observeret i mit faglige liv, bliver nødt til at gøre, når de er ene lærer på den lokale landsbyskole. En lærer, der ikke har fået efteruddannelse i ”planifación multigrado”, som man kunne oversætte til flerårgangsundervisningsplanlægning, er typisk plaget af enormt meget spildtid i undervisningen. Eller også bliver det mindste fællesnævner, der dominerer undervisningen.

Den opmærksomme læser spørger måske også, hvordan det kan være, at Ahmad, som jo er atten år, overhovedet kan gå i et grundskoletilbud. Men det åbner Folkeskoleloven selv op for. Voksne må godt gå i folkeskole, hvis særlige forhold taler for det.

Så lad os vende tilbage til det specialdesignede grundskoletilbud, for det kan endnu mere. Det forbereder nemlig også Ahmad til at tage de såkaldte modultest i danskuddannelsen for voksne udlændinge. Da Ahmad hører ind under Integrationsloven, skal han også i løbet af de første år i Danmark bestå Danskuddannelse 2. Denne undervisning er altså også integreret i det specialdesignede grundskoletilbud.

Selvfølgelig indgår der også uddannelses- og erhvervsvejledning og praktikker i det specialdesignede grundskoleforløb, så de unge er fuldstændig afklarede, og er indskrevet på en ungdomsuddannelse, hvis det er det de ønsker, den dag, de har bestået deres sidste afgangsprøve i det specialdesignede grundskoletilbud.

I det specialdesignede grundskoletilbud er der blevet skabt et frirum til at få snakket det danske samfund igennem, til at stille ligeså mange spørgsmål man har behov for, til at øve sig i at tale og skrive fagligt, til at sætte sig grundigt ind i det danske uddannelsessystem, til at blive trøstet, når der intet nyt er fra familien i Syrien, og dele glæden med de andre, når der er godt nyt.

I det specialdesignede grundskoletilbud skabes der et læringsfællesskab, der til tider opløser skellet mellem lærere og elever. Alle arbejder hen imod det samme mål, nemlig at hjælpe hinanden med at bestå alle de tilbudte fag på 9. klasses niveau.

I det specialdesignede grundskoletilbud er inddragelsen af de unges medbragte sprog og viden en selvfølgelighed og en resurse, når ny viden og det nye sprog skal opbygges.

Lærerne i det specialdesignede grundskoletilbud har herudover modtaget efteruddannelse i forhold til posttraumatisk stresssyndrom og også dét er et element, der skinner igennem i den overordnede organisering og i valg af undervisningsmetoder og materialer.

Det specialdesignede grundskoletilbud har også gjort så meget som muligt for at skabe et ungemiljø for de unge, både i form af unge- og voksenpædagogik, og i forhold til frikvarter og skolens aktiviteter.

Det specialdesignede grundskoletilbud har en anden sidegevinst. Ahmad er nemlig SU-berettiget, når han går på denne skole. Det betyder ikke kun, at han er ud af kommunens integrationsydelsessystem, men også at han har lov at arbejde og tjene ekstra penge, hvis han ønsker det.

Det har taget det specialdesignede grundskoletilbud, som Ahmad går i, og som altså ikke kun er et grundskoletilbud, men også et danskuddannelsestilbud, mere end 25 år at blive ét af de bedste skoletilbud for sent ankomne unge flygtninge og indvandrere i Danmark. År efter år har det specialdesignede grundskoletilbud ført sent ankomne unge som Ahmad op til 9. klasses prøver i dansk, matematik og engelsk, og – til forskel fra mange andre specialdesignede grundskoletilbud – også i fagene biologi, geografi og fysik/kemi. Og sendt dem videre i uddannelsessystemet med Folkeskolens Afgangsbevis i hånden. Og mange år senere sagt velkommen til dem, når de er kommet på besøg og stolt har fortalt om, hvordan det var gået dem sidenhen i livet.

På relativ kort tid og til en relativ god pris har de unge i det specialdesignede grundskoletilbud erhvervet mange af de ”kompetencer, der almindeligvis forventes for at kunne påbegynde en ungdomsuddannelse på lige fod med andre unge”, som det hedder i en slags ministeriel inspirationsbog fra 2004 om specialdesignede ungdomsskoletilbud for sent ankomne unge som Ahmad.

Lige indtil for nylig glædede jeg mig til at skrive om det specialdesignede grundskoletilbud i min ph.d.-afhandling om modtagelsesundervisningstilbud for sent ankomne unge, om hvad jeg kunne udlede af mine mange klasserumsobservationer og samtaler med lærere og unge som Ahmad. Det gør jeg ikke mere.

For efter sommerferien holder det specialdesignede grundskoletilbud op med at eksistere. Pludselig er Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling vågnet op af mere end 25 års tornerosesøvn og har bestemt, at det er et problem, at Ahmad og de andre sent ankomne unge ikke undervises i alle folkeskolens fag.

Den 8. april ved Danmarks Lærerforenings høring sagde Ellen Trane Nørby, med henvisning til Hørsholm-modellen: ” Er vi sikre på, at de nuværende måder at løse problemerne på er gode på lang sigt? Nej!” Hun tilføjede, at tiden måtte vise, hvad der virkede.

Det specialdesignede grundskoletilbud, som Ahmad går i, har haft tiden med sig. Over 25 år! Tiden har vist, at det er ganske velfungerende, for ikke kun Ahmads kommune gør brug af det, men også yderligere til andre kommuner. Det har været en undervisningsmodel, der længe har trængt til at blive systematiseret og evalueret dybdegående for at tage de bedste erfaringer med i overordnede, strategiske overvejelser om undervisning af sent ankomne unge, og for at justere på de områder, hvor det kan forbedres.

At man vil miste 25 års velfunderet undervisning af sent ankomne unge på gulvet i tider, hvor man mest har brug for den, går ud over min fatteevne.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Der var engang et specialdesignet 9. klasses tilbud for sent ankomne unge flygtninge og indvandrere

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS