Der skal være tryk på

For dansklæreren er metrik så uomtvisteligt, som cylinderen er for en mekaniker, men i en musikalsk sammenhæng er metrik såmænd heller ikke til at komme udenom: Bogstavrim, parrim, trykstærk/tryksvag, osv., er i sandhed essensen af en sang, hvis den skal føles naturlig. Så har man ambitioner om at blive en ørn udi selskabssange blandt andre, er en mestring af disse begreber et absolut minimum.

Klassiske faldgruber

Hvem har ikke siddet til tipoldemor Åses 125 års fødselsdag, og er gået kløjs i en udgave af Jeg er havren med en personificeret tekst, hvor intet stemmer sammen: Enten alt for mange ord på for få toner eller det omvendte.

Skulle man endelig tilskrive musikundervisningen en basal samfundsnyttig funktion, må det være at tilstræbe en afpudsning af disse ”skills”. Måske er telegrafen død, men lejlighedssangen står nok ikke til at blive lagt i graven lige foreløbigt.

Jeg har fanget mig et rim

Med en klassisk børnesang/remse som for eksempel Oles nye autobil som udgangspunkt kunne en opgave til en skoleklasse være:

Digt to linjer med parrim, efterfulgt af det der svarer til tøf, der demonstrer, at trykstærk/tryksvag har sit eget liv. Selv med det samme enstavelsesord gentaget kan både det ene og det andet forekomme afhængigt af, om det synges på fjerdedelsnoder eller ottendedele.

Man kan bede klassen, enten i grupper eller enkeltvis, om at forfatte en hel ny tekst til denne sang, evt. med deres eget navn som afsæt. Men de skal holdes til ilden. Sproget skal flyde, rimene må ikke være forcerede, og trykstærk/tryksvag må ikke kompromitteres. Rock on!