Der skal to til en tango

Et view from nowhere kan jeg ikke byde på, men jeg kommer lige udefra den store verden og hjem til folkeskolen og dens aktuelle politiske virkelighed. På et punkt er jeg meget enig med toppen i DLF – det politiske ansvar for folkeskolen, ser alt andet end ikke godt ud.

Men det ser efter min mening også alt andet end godt ud i toppen af DLF.

Overenskomstforhandlingerne føres i det offentlige rum, og alligevel forstår de ansvarlige i DLF tilsyneladende ikke en pind af det hele. ”Jeg forstår det ikke” siger vores topforhandler og ser mystificeret ud, over at KL har afbrudt forhandlingerne og ikke vil genoptage dem før de får et skriftligt oplæg fra DLF.

Men udefra set er KL’s strategi logik for burhøns. De politisk ansvarlige har, helt oppe fra toppen af det politiske system, gennem lang tid gjort os krystalklart, dvs. fortalt os uden omsvøb, at de vil af med DLF’s ret til at bestemme, lede og fordele lærerens arbejde ude på skolerne.

Så jeg er ret sikker på, at KL ikke købe lærernes uforstand, men derimod tolker DLF’s strategi som en direkte modstand mod de der bestemmer her i landet. Og derfor bliver lærerne selvfølgelig sat uden for døren, alt andet vil også være noget rod. DLF er jo en interesseorganisation, og som sådan en del af civilsamfundet, mens vores politiske flertal (uanset om vi bryder os om den eller ej) er vores overordnede demokratiske styring.

Nu er DLF sat uden for døren og de kommer med garanti ikke ind, før de har lært at opføre sig ordentlig. I denne sag, at DLF selvfølgelig holder op med at behandler vores samfund, som var det en privat profitdrevet arbejdsgiver, men derimod som det samfund, vi alle tjener.

Jeg er rystet over, at toppen i DLF, så utilsløret som tilfældet er, bruger mig som middel til eget formål. Jeg vil gerne være medlem af en fagforening som DLF, men DLF skal ikke fungere som en politisk modstander, men som min interesseorganisation, til fordel for det fælles bedste i Danmark.

Det er og skal f.eks. ikke være DLF’s systemer, som skal bestemme, om jeg kan tage min klasse med ud i skoven, når jeg har lyst til det. Den afgørelse tager jeg med ledelsen på min skole. Det er ikke DLF’s systemer som skal styre udviklingen ude på skolerne, i de meget forskellige områder af Danmark, det er selvfølgelig kommunerne. Ledelsen i kommunerne kan vi slippe af med, gennem det mere direkte demokratiske system vi har i folkestyret. I DLF er det noget nær umuligt at få udskiftet i toppen.

Dette ovenstående ved alle og selvfølgelig udnytter KL den viden. Alt andet vil da også være ansvarspådragende for KL forhandlerne.

Jeg har ikke bedt om at få vores overenskomstforhandlinger ført i det offentlige rum, tværtimod. Jeg er med til at betale en formue til toppen i DLF, så det mindste jeg kan forlange til gengæld, er deres ansvar for de forhandlinger der foregår.

Hvis jeg skal protestere mod det politiske system i Danmark, gør jeg selvfølgelig det, fra mit politiske ståsted. Og jeg ser intet formål med at føre en arbejdskamp mod samfundet, for den bør vi være dømt til at tabe. Arbejdskampe kan man føre mod de privatdrevede virksomhed, som ikke vil aflevere nok af den profit, man skaber til den.

Det er simpelthen noget rod at samfundet lockouter os, os der ikke vil andet end det bedste for vores børn og deres undervisning – noget rod er det.