Der er noget galt med læreruddannelsen.

Hurra jeg er lige blevet uddannet lærer. I hvert fald på papiret. For jeg føler mig ikke som en lærer, hverken halvt eller kvart. Det siges, at det først er i dette øjeblik man finder ud af, hvilken lærer man gerne vil være og uddannelsen først reelt starter første skoledag, som ansat lærer, og egentlig aldrig bliver fuldendt helt. Måske er der noget om påstanden, men hvad så med de sidste fire års studie på læreruddannelsen, hvad har de været gode for? De har været fulde med storsnudede akademiske floskler fra litteraturens verden, akkompagneret af en selvhøjtidelighed, der får de påklistrede forfatteres ego til at virke lige så omsonst og ligegyldig, som et ugeblads spisesedler. Fire år med en yderst underprioriteret praktisk del, der burde fylde størstedelen af uddannelsen. Teorier, der ingen gang kan kaldes for teorier, men for lommefilosofisk nonsens. Fire år med bevis på at læse pixibøger og Anders And & co blade giver mig langt mere i min intellektuelle opdragelse end Bourdiuex og Ole Løw giver mig til rejsen mod at blive en bedre lærer.

Der er en aktuel flugt fra folkeskolen. Det resulterer i en vikarstyrke, der skal tage sig af 10 % af den samtlige undervisning. Og langt før denne problemstilling, inde bag læreruddannelsens murer, resignerer de studerende. Det er Fagbladet Folkeskolen, der har fået informationen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, der beskriver, at hver tredje har forladt uddannelsen inden det fjerde studieår er omme. Måske var lærerstudiet ikke dem, eller også bliver håndklædet kastet i ringen af fortvivlelse over at erfare, hvad uddannelsen er? Hvordan kan det så være? Uddannelsen kannibaliserer sig selv til ukendelighed, fortæller mine fire års erfaring som studerende på tre forskellige læreruddannelser, hvor de gode intentioner brister i uddannelsens luftkasteller. Praktikken er delt op i tre og varer alt i alt 90 dage. Det gør, at der bliver uddannet virkelighedsfjerne lærere, hvor en tredjedel stopper inden endt uddannelse. Vi er simpelthen ved at snyde os selv for, hvad uddannelsen burde være. Uddannelsen er placeret på en vakkelvorn højtravende piedestal, hvor fundamentet slår revner, som giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad læreruddannelsen er sat i verden for.

Den skinbarlige sandhed er at læreruddannelsen og virkeligheden er delt i to, som Niagaravandfaldet, fuldstændigt camoufleret fra hinanden, og en kuriositet at de arbejder sammen. Faktisk er ovenstående sammenligning ringe, da de to vidensdimensioner ligger så for fjernt fra hinanden, at en bro synes umulig at bygge imellem dem. De er simpelthen ikke komplementære med hinanden. Det teoretiske på uddannelsen, bliver på forunderlig vis tolereret, da vi, de studerende, venter på et opgør, ligesom samfundet venter på et opgør med det danske banksystem. Uddannelsens lejrtænkning om vidensdimensioner, er som gammeldags blokpolitik, hvor tingene bliver trukket fra hinanden uden at tale sammen.

Et andet væsentligt problem ved læreruddannelsen er, at underviserne yderst sjældent selv har undervist ude i skolerne, og hvis de har, er det en kasket de ikke kan identificere sig med mere. De har ophøjet dem selv til at skulle undervise om højt ragende teorier og namedropping, der intet har med folkeskolen at gøre. Jeg er uddannet af folk, der er uddannet til at uddanne. Einstein sagde, at du aldrig har forstået noget helt, medmindre du kan forklare det på en meget simpel måde. Måske er undertegnede ikke helt færdigbagt, men jeg forstod aldrig mine underviseres budskaber i undervisningen. For hvor var relevansen til det stykke arbejde jeg skulle udføre? Hvornår bliver min lærerfaglige danskviden om morfologiske og syntaktiske konventioner aktuel for skoleeleven? Alt det ”bagvedliggende” stof synes værende højaktuel på uddannelsen, men hvordan vi lærer eleverne den reelle viden, er ikke en del af uddannelsens pensum. Hvordan bruger man sin relationsevne og didaktiske egenskaber i praksis og kan vi tilegne nye under uddannelsen? Det er en problemstilling, som nærmest ikke bliver udforsket

Hvor blev undervisningen af der handler om, hvordan man engagerer eleven og hvordan får vi eleverne til at sætte et komma og regne en brøk på en spændende og anderledes måde? Og, hvor er den, skulle man mene, obligatoriske undervisning i, hvordan man som lærer kan håndtere mobning i klasserne? For nogle kræver det sociale kompetencer på olympisk niveau at klare sig igennem folkeskolen uden skrammer, der ikke vil heales igen. Jamen hvordan takler vi forældrekontakten, og heraf den endeløse strøm af kritiske spørgsmål via Forældreintra? Hvordan lærer børn i det hele taget bedst? Hvordan skabes den essentielle motivation og vigtigst af alt; hvordan bliver det hele menneske dannet? Uddannelsen mangler ideer til, hvordan vi gør skolen og undervisningen en væsentlig del af elevernes verden. Undertegnede kan ikke formidle god undervisning ud fra en teoretiker så som Vygotsky. Hvis de lærerstuderende får en værktøjskasse af alle mulige undervisningsformer, kunne de bygge verdens bedste folkeskole.

De fire år på læreruddannelsen skal være langt mere jordnære. I skrivende stund er jeg ikke mere værd end en vikar taget direkte fra gaden. Ud over de håndfulde selvkreerede ideer til undervisning og et inderligt håb om en bedre uddannelse, som kan danne kommende generationer ude i skolerne, er jeg ikke mere egent til at undervise end den 10 % store vikarstyrke, som tager sig af undervisningen. Jeg skal ud og undervise i et intergalaktisk sort hul. Jeg aner ikke, hvad det er, andet end, at der hersker kaos efter en fejlslagen folkeskolereform, der sammen med læreruddannelsen passer umanerligt dårligt sammen. Snakken om, at uddannelsen skal laves om til en universitetsuddannelse, og undervisningsministeriets konstante indgriben, gør kollisionskurs til en snarlig eksploderende hvid dværg uundgåelig, og ender som en eksploderende supernova.

På læreruddannelsen har jeg dog lært lidt om læringsmål, eller rettere, kapitalistiske hokuspokus styreformer, der skal præsteres hver gang ude i klasserne og måske lykkes du ikke som elev med disse mål, hvilket fører til fiasko, som leder til mistrivsel. Men det har jeg da lært at sætte – læringsmål også oversat til, hvordan vi får elevernes kommende produktionstal forøget når de kommer ud i samfundet. Skulle jeg ikke hellere lære mine elever noget om dannelse først og fremmest? Før man kan blive til noget, må man først blive til nogen, er der sikkert andre end mig, som har sagt før. Stik mod al intuition bliver skolen til en surrealistisk konkurrence om korrekthed, hvor anderledeshed og kreativitet bliver kvalt. I den onde spiral indgår læreruddannelsen også, hvor opgaver skal løses efter bogen og innovation bliver sidestillet med ukorrekte opgaveløsninger. Opgaver, der skal skrives, hvor teksten skal forsimples og skrives ”dummere” end, hvad fagbogen siger, gav ikke mig som studerende en større indsigt i mit kommende erhverv, og læseren af opgaven vil nok heller ikke få meget ud af det. Så for hvem er opgaveskrivningerne til for? Svaret er noget så deprimerende som ”et eller andet skal fire års studietid bruges på”.

Det virker måske som en stormflod af bebrejdelser, suppleret med utaknemmelighed for fire års gratis uddannelse. Jeg føler mig privilegeret i og med, at jeg har taget disse fire år, men ærgrer mig over, hvad årene har medbragt af læring. En utaknemmelig stormflod er dog lige, hvad læreruddannelsen har brug for, for at kunne starte på ny.