Der er ingen ko på ­gymnasielærernes is

Billedet af Bjarne Corydon som fnysende og stampende tyr dukker let op på nethinden, når der refereres til finansministerens fremfærd under og efter forhandlingerne med gymnasielærerne om deres nye løn- og arbejdsvilkår 2013.

Selv om antallet af studenter sætter rekord år efter år, og gymnasielærerne dermed har mere end opfyldt regeringens mål og krav i de seneste overenskomstperioder, så må de, på ubegribeligste vis, tilsyneladende se sig tromlet af deres arbejdsgiver.

32.028 unge blev studenter i 2007. Tallet er siden steget med små 10.000 til godt 41.000 studenter sidste sommer. Ville en normaliseret arbejdsgiver mon anerkende og udtrykke sin glæde over sine medarbejdere efter sådan en fornem præstation?

Gymnasielærerne har tilmed undervejs skullet implementere Folketingets gymnasie-reform fra 2005 og senere ændringer deraf. Blandt andet indførtes mange flere projekter og tværfaglige opgaver, så lærerne har måttet veksle fra decideret klasserumsundervisning til vejlederundervisning, mere opgaverettelse og eksamensafholdelse.

Analyser af gymnasielærernes arbejde fokuserer kun på deres gennemsnitlige undervisningstid. Selv om rekordmange må behandles for stress, beskyldes de på denne måde for at lave for lidt. Ville en analyse af folketingsmedlemmers arbejde med udelukkende fokus på tilstedeværelse i folketingssalen være lige så valid?

Anerkendelse har, ifølge forskning, også betydning for bundlinjen i en virksomhed. Den er endda gratis at give, og »kassen med skulderklap« er uudtømmelig. Burde en ­finansminister i finanskrise have øje for det? Hvorfor denne tyremæssige adfærd, når der ingen ko er på gymnasielærernes is?